For mere end to uger siden blev en 76-årig sejler meldt savnet, da hans tomme båd gik på grund i Ebeltoft.

Siden da har Østjyllands Politi ledt efter manden med droner, dykkere, helikopter, vandsøgningshunde og med hjælp fra forsvaret.

Men forgæves – og nu indstiller politiet eftersøgningen.

»Lige nu har vi ikke mere at gå efter. Vi har afsøgt alle områder, vi synes, giver mening, så lige nu har vi ikke flere steder at lede,« siger Janni Lundager, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.

Hun fortæller, at de pårørende er underrettet om, at det er status på eftersøgningen.

Politiet er dog klar til at igangsætte eftersøgningen igen, hvis der skulle dukke spor op.

»Hvis der dukker noget op, for eksempel tøj eller andet, der giver anledning til, at vi søger i området igen, så gør vi selvfølgelig det. Men lige nu har vi ikke flere steder, vi ikke allerede har været igennem,« siger Janni Lundager.

Politiet har tidligere delt, at deres teori er, at den 76-årige mand er faldet i vandet.

Allerede torsdag meddelte politiet, at de ville indstille eftersøgningen snart, hvis de ikke fik øje på noget i vandet.

Manden forsvandt søndag 8. maj, Det var i første omgang en surfer, der sejlede ud og konstaterede, at båden var tom.

Den tomme båd havde sat sejlene, og derfor var formodningen, at en eller flere personer havde været om bord.

Familien til den 76-årige fortalte politiet, at manden skulle være ude at sejle på båden.