New York står over for en krise af historiske dimensioner, og der skal gøres noget lige nu.

Så klar er beskeden fra millionbyens borgmester, Eric Adams.

Problemet, han adresserer, er de titusindvis af flygtninge og migranter, som vælter ind i byen sydfra. 

I løbet af et år er der kommet mere end 100.000 migranter, og allerede i maj slog borgmesteren alarm.

Det skriver Vox.

New York har historisk set altid taget imod indvandrere med åbne arme, og derfor er der en lov i byen, der giver alle indvandrere krav på husly.

Den lov vil han slette, fordi den ventes at koste mindst 12 milliarder dollar – 82 milliarder kroner – i løbet af de kommende tre år. Men det kan han ikke uden delstatens velsignelse, og den lader vente på sig.

»Det er en af de mest ansvarlige ting, nogen leder kan gøre, når de indser, at systemet er under pres, og vi vil forhindre det i at kollapse,« sagde han tilbage i maj.

Men både New Yorks guvernør Kathy Hochul og statens domstole stritter imod forslaget af hensyn til de mennesker, der står uden tag over hovedet, hvis loven trækkes tilbage.

Problemet kommer oven i den værste hjemløsekrise i New Yorks historie, og et boligmarked, som er latterligt dyrt.

Den nye teltby kan huse over 1.000 migranter, men det er kun et brøkdele af problemet, der dermed løses.
Den nye teltby kan huse over 1.000 migranter, men det er kun et brøkdele af problemet, der dermed løses. Foto: Mary Altaffer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Byen har ikke længere råd til at leje herberg, så nu bygges der teltlejre. 

Den seneste åbnede i denne uge til store demonstrationer, som kan ses i videoen herover.

Årsagen til den store flygtningestrøm til New York, som jo ligger flere tusinde kilometer nordøst for grænsen til Mexico, skal delvist findes i det giftige, politiske klima i USA.

De republikanske guvernører i Florida og Texas, Ron DeSantis og Greg Abbott, fører nemlig valgkamp på at sende migranter videre til demokratiske stater som New York.