Statsminister Mette Frederiksen kastede sig ud i en bemærkelsesværdig kovending på et doorstep-møde med pressen tirsdag eftermiddag.

Her blev hun spurgt, om hun kunne forestille sig at lægge blomster til ære for de civile palæstinensiske ofre for Israels bomber i Gaza.

»Ja selvfølgelig da. Selvfølgelig kunne jeg da det,« svarede Mette Frederiksen kort og kontant.

For blot to måneder siden lød hendes svar på samme spørgsmål ellers helt anderledes.

Det var i oktober, da Mette Frederiksen stod foran den israelske ambassade i København efter at have lagt blomster for de israelske ofre for Hamas' voldsomme terrorangreb i Israel få dage tidligere.

Her spurgte en journalist, om Mette Frederiksen også kunne finde på at lægge blomster for at vise sympati med den palæstinensiske civilbefolkning, som Israels bombeangreb mod Hamas var begyndt at ramme.

Dengang – altså i oktober – affejede Mette Frederiksen spørgsmålet ved at kalde det »dybt bekymrende« og »aldeles historieløst«:

»Jeg må indrømme, at jeg synes, du bidrager til at relativere noget, der ikke er sammenligneligt,« sagde hun i oktober.

Men der er faldet mange bomber siden da, og nu er det ikke længere et historieløst spørgsmål, men en selvfølgelighed, at hun også gerne vil lægge blomster for døde civile palæstinensere på samme måde, som hun har gjort det for de israelske.

Det var ikke til at blive klog på, hvorfor hun ikke længere synes, at spørgsmålet er upassende:

»Jeg vil ikke gå ind i en diskussion med en af dine kollegaer for rigtig lang tid siden,« sagde Mette Frederiksen til journalisten, der spurgte.

»Du spørger i dag, om jeg som dansk statsminister kunne finde på at lægge blomster for civile ofre i Gaza, og der er svaret selvfølgelig og aldeles og entydigt: Ja.«

Hvad har ændret sig siden sidst, du blev spurgt, foran Israels ambassade?

»Der er ikke noget, der har ændret sig,« svarer Mette Frederiksen og afsluttede mødet med pressen:

»Det var det, vi nåede for i dag.«

Se interviewet i videoen øverst i artiklen.