37,7 millioner mennesker.

Så mange lever med hiv på verdensplan. Alene i Danmark er omkring 6600 mennesker smittede.

Og selvom hiv i dag ikke er den frygtede og dødelige sygdom, det var en gang, er der stadig god grund til at lede efter den egentlige kur, mener danske forskere.

Netop derfor har 1. reservelæge Thomas A. Rasmussen modtaget 10 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden sammen med andre forskningsbevillinger styrkes hans hiv-forskning med cirka 20 millioner kroner.

Moderne hiv-behandling er i dag så effektiv, at man ikke kan måle en hiv-virus i en blodprøve fra en velbehandlet hiv-patient.

Men patienten er stadig smittet, for hiv-virus ligger i dvale og gemmer sig i kroppens celler, og det vil få infektionen til at blusse op, hvis behandlingen stopper.

Derfor vil forskere på Aarhus Universitet undersøge, hvordan hiv-virus gemmer sig i cellerne, og hvordan de kan behandles. Aarhus-forskerne har internationalt været helt i front på denne del af hiv-forskningen i mange år.

»Selvom vi har en god behandling mod hiv, så er det vigtigt, at vi fastholder ambitionen om at få udviklet en egentlig kur mod hiv på samme måde, som vi i de senere år har set det være muligt for hepatitis C, et andet virus, der kan etablere en livslang kronisk infektion,« siger Thomas A. Rasmussen og fortsætter:

»Det vil være nøglen til at fjerne behovet for livslang behandling og herunder de potentielle bivirkninger samt psykosociale og økonomiske omkostninger, der er forbundet med dette.«