»Må jeg få et lille kys?«

Det spørgsmål fik en 13-årig skolepige, mens hun stod på parkeringspladsen ved Mørke Skole og ventede på at blive hentet.

Forinden havde den voksne mand givet hende flere komplimenter, stillet hende nogle personlige spørgsmål og spurgt, om han måtte kramme hende.

Pigen var den tredje, der havde anmeldt, at manden henvendte sig til hende.

Også to piger ved Rønde Skole mødte ham. Dem spurgte han om navn og alder. Den ene tilbød han et lift.

Politiet havde en god formodning om, hvem manden var, og torsdag blev han afhørt.

Han blev ikke sigtet for noget, da politiet vurderede, at han ikke havde gjort noget ulovligt.

I Syddjurs Kommune er man helt sikker på, at skolerne sagtens kan håndtere, at manden ikke er anholdt.

»Skolerne har ageret på den måde, de har holdt samtaler med nogle af børnene. De har taget snakken i børnehøjde og givet gode råd om, hvad man skal gøre. Der er også skrevet ud til forældrene,« fortæller Ole Bjarke Nielsen, der er pressechef i Syddjurs Kommune.

Han forklarer, at skolerne er gearet til at håndtere den type situation.

»Mange skoler har på rygraden, at de skal være opmærksomme på det her løbende. Det er ikke, fordi vi er udsat for det tit, men det er alligevel noget, der eksisterer i verden, og som der tales om løbende,« siger han.

Han understreger, at det tages alvorligt, men at borgere ikke må gå i panik.

»Der er alligevel forskel på, om en person fysisk har taget fat i børn, og så den her person, der tilsyneladende har talt til børnene, men ikke forsøgt at trække dem ind i bilen. Vi skal passe på med at lade panikken gribe om sig,« siger han.

På Mørke Skole fortæller Distriktsleder Michael Korsgaard også, at personalet altid er opmærksomme.

»Vi er som alle andre mennesker ekstra opmærksomme, når børnene er udenfor. Vi ændrer ikke adfærd, for vi er et tillidsbaseret system. Vi er professionelle omkring den opgave, vi løser, og vi arbejder med tillid og ikke frygt,« siger han.

Han fortæller, at han ikke har instrueret personalet i, hvordan de har skullet tale med børnene om det, men at lærere og pædagoger selv kender børnene bedst.

»Men jeg har opfordret forældrene til at tage dialogen med børnene om det også. Når sådan noget her sker i et lille lokalsamfund, rykker vi ekstra tæt sammen, og man passer på det, man har kært,« siger han.

Han fortæller, at den 13-årige pige, der stod på parkeringspladsen ved Mørke Skole, har været i skole igen efter episoden.

Torben Rennum Madsen, der er skoleleder på Rønde Skole, fortæller, at lærerne også her har talt med børnene.