»Har du overvejet lige at slukke bilen i stedet for at holde i tomgang?«
Louise Griberg Spaabæk havde sat sit høflige smil på. Hun spurgte med en venlig stemme, da hun henvendte sig til bilisten, der holdt ved datterens skole.
Det blev dog ikke modtaget særlig positivt.
»Jeg havde taget mig mod til at spørge, og jeg spurgte pænt, men jeg blev virkelig mødt surt.«
»Jeg var lige ved at lade være, og jeg overvejede også, om det var det værd. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg går med et lille barn ved siden af, og vi bliver nødt til at gøre noget,« fortæller hun.
Det er nemlig ikke første gang, hun ser bilister holde i tomgang, og hver eneste gang er hun både forundret og irriteret.
»Jeg bliver irriteret og harm over det. Kom nu lige. Vi bliver nødt til at gøre noget for klimaet, og det mindste, man kan gøre, er altså at slukke sin bil, når man skal vente. Men det bliver ikke altid lige pænt modtaget,« siger hun.
Louise Giberg Spaabæk har forsøgt at italesætte det over for bilister flere gange. Særligt når hun henter og bringer sine børn, ser hun forældre, der holder i tomgang
»Det er virkelig nogle grelle tilfælde. Jeg har set folk holde op til 20 minutter i tomgang. Der jo gå lang tid, inden børn kommer ud, jeg forstår simpelthen ikke, man ikke slukker bilen,« siger hun.
Louise Griberg Spaabæk forstår godt, det kan være grænseoverskridende for andre, at hun kommer med råd, de ikke har bedt om.
»Det her er bare blevet en kæphest for mig. Det er så nemt at udlede lidt mindre CO₂, og det har var på en skole – det er vores børn, der skal stå i den CO₂-os,« siger hun og uddyber:
»Nogle siger, jeg skal passe mig selv, men er det ikke okay, vi prøver at hjælpe hinanden på en venlig måde? Jeg vil gerne have en nogenlunde grøn fremtid til vores børn, så jeg bliver harm over, at man ikke gør noget, der kræver så lidt. Det er så nemt i mine øjne,« siger hun.
Louise Griberg Spaabæk understreger, at hun ikke selv er nogen klimahelgen.
»Det er slet ikke, fordi jeg ved bedre eller vil være belærende. Jeg vil bare gerne have lov til at give et lille tip videre, og jeg ville ønske, andre gjorde det samme til mig,« forklarer hun.
»Jeg synes godt, vi kunne være bedre til at prikke til hinanden, hvis vi ser noget, man kunne gøre anderledes.«
Selvom hun ikke altid oplever, at hun bliver positivt mødt, når hun kommer med velmenende råd, vil det ikke holde hende tilbage fremover.
»Man kan godt få nogle over nallerne, når man gør sådan noget. Det må jeg leve med.«
