Det var epokegørende, da Danmark som det første land i verden i 1969 frigav pornoen og afskaffede voksencensuren på film. Nu havde sex og nøgenhed frit spil.
Og det fik det, fortæller den 75-årige forfatter og skuespiller Lisbet Lundquist.
Men det var ikke kun i pornofilmene og -bladene, at det lumre stof fik plads. Det gjorde det også i filmbranchen, der med større fokus på erotiske temaer viste al den nøgenhed og sex, som tidligere var blevet klippet fra på grund af voksencensuren.
Det skabte samtidig et hajfyldt farvand for unge og ambitiøse skuespillere som Lisbet Lundquist.
»Vi var mange unge, uskyldige piger, som blev udnyttet af mænd, der levede fedt på, at pornoen var blevet lovlig. For nu måtte man meget mere,« siger hun.
I begyndelsen af sin karriere optrådte hun i flere nøgenscener i film som 'Stille dage i Clichy' (1970) og 'Den røde rubin' (1970). Det var kunstneriske film, men sex og bare bryster solgte godt, og det blev derfor et arbejdsvilkår, som mange filmproducere forsøgte at strække og udnytte.
»Det blev mere angstprovokerende at være med i en film. Jeg følte, at man blev presset og lod sig overtale til ting, man ikke havde lyst til,« fortæller hun. »Hver gang, det skete, tænkte jeg bagefter: 'Hvor dum kan man være?'.«
Lisbet Lundquist er også flere gange endt i Ekstra Bladet uden tøj på – ofte mod sin vilje – og en enkelt gang som opdigtet hovedperson i en sexroman.
Alt sammen noget, hun kalder nogle 'rigtig grimme historier'.
Uden en trævl på kroppen
Den politiske og seksuelle revolution i 1960'erne var med til at bane vejen for den frie pornografi. Generationen, som blev født efter krigen, ville have 'love not war', og samfundet ønskede et opgør med det moralske formynderi, som lovens lange arm håndhævede med censuren. Det lå i tiden.
Lisbet Lundquist var 25 år, da Danmark i 1969 blev et porno-mekka.
Med frigørelsen blev det i filmbranchen hurtigt mere reglen end undtagelsen, at unge kvinder skulle være nøgne eller have en sexscene i de nye film. Det var avantgarde, og Lisbet Lundquist havde flere scener i populære film med bare bryster og optrådte uden en trævl i to af dem.
Første gang var under indspilningen af den erotiske komedie 'Den røde rubin'.
Filmen havde skuespillere som Ghita Nørby og Ole Søltoft i hovedrollerne og handlede om en ung mands erotiske eventyr. I en af scenerne ville instruktøren have Lisbet Lundquist til at danse nøgen rundt om et klaver.
»Jeg spurgte: 'Hvorfor skal jeg være nøgen?', hvortil instruktøren svarede: 'Bare rolig, vi bruger det ikke – man vil kun kunne ane noget.'
»Jeg var så naiv, at jeg gik med til det,« siger Lisbet Lundquist.
»Næste dag var jeg i Ekstra Bladet. Helt nøgen. 'Lisbets første dag ved filmen' stod der.«
Selv om hun udtrykkeligt havde sagt, at hun ikke ville fotograferes nøgen og bruges som blikfang i avisomtalerne, endte det sådan. Fotografen på filmen havde trods et rungende nej i skjul taget billeder under optagelserne og sendt dem ind til bladet.
»Instruktøren havde bedraget mig groft. Jeg græd, ulykkelig og ude af mig selv af raseri, men kunne intet stille op.«
Lisbet Lundquist vidste, at hvis hun lavede et større postyr over det, ville bladene bare bruge det som en undskyldning for at genoptrykke billederne.
Sexroman
At pornoen var kommet frem fra sit dyne-skjul og nu florerede som en landeplage, rokkede dog i det store hele ikke meget ved Lisbet Lundquists hverdag. Indtil den dag, hvor det virkelig gjorde.
Det var året efter, at pornografien var blevet lovlig. Klokken var et om natten, da hun pludselig blev vækket af telefonen. I den anden ende fortalte hendes ven, en lettere beklemt Jesper Klein, at hun havde et lille problem.
»Jeg står på Vesterbro Torv. Her i kiosken ligger en bog, der hedder 'Lisbet' med dig på forsiden med bare bryster. Jeg har kigget i den,« sagde han.
»Det er ikke så godt – det, der står.«
I telefonen læste han en passage op.
»Hun er så liderlig, at hun ikke gider være sammen med sin mand, den fine kongelige skuespiller, mere, fordi han er så kedelig en elsker.«
Det blev kun værre linje for linje og side for side.
»Jeg var rystet. Jeg anede ikke, hvem der havde skrevet bogen. Men det var en, der helt frit havde digtet på min person.«
Med hjælp fra sin ven advokaten og skuespilleren Bendt Rothe blev der nedlagt fogedforbud, så alle bøgerne blev fjernet fra byens kiosker, før natten var omme.
»Og manden bag blev hevet i retten. En fed og ulækker taxichauffør for Codan. Han kom sgu i spjældet for bagvaskelse – så slemt var indholdet,« fortæller Lisbet Lundquist.
Det stod aldrig klart, hvorfor manden havde valgt lige netop hende som omdrejningspunkt for sin 'sexroman'. Han havde aldrig mødt hende før, sagde han i retten. Lisbet Lundquist tror dog, at han havde set hende nøgen i en film og brugt det som påskud til udgivelsen.
En dum blondine
Det er ikke med stor fortrydelse, Lisbet Lundquist i dag ser tilbage på sine nøgenscener og topløse modelfotos, men det har alligevel været en form for bagage, som hun har skullet slæbe rundt på, forklarer hun.
»Det har på en mærkelig måde præget mit liv lige siden. Jeg tror, det har været sværere for mig at blive taget alvorligt.«
»Selv om jeg har levet af at være skuespiller og forfatter, bilder jeg mig ind, at visse af mine jævnaldrende har holdt fast ved, at jeg er en 'dum blondine', som de troede havde været med i Sengekantsfilmene (erotiske film fra 1970'erne, red.).«
Det hænger tilsyneladende ved 50 år senere, at Lisbet Lundquist i 2019 stadig ikke helt kan bestemme, hvordan hendes krop skal bruges.
Selv om hun aldrig har været i nærheden af porno, ligger nøgenscenerne fra flere af hendes film i dag på ulovlige pornohjemmesider under hendes navn. Nogle steder er der også fotos af ukendte, nøgne kvinder, som bruger hendes navn.
Den samme afmagt oplevede hun med udgivelsen af sin erindringsbog, 'Hvor er stjernerne når det er lyst'. Bogen har et plakatfoto fra filmen 'Stille dage i Clichy' på forsiden, hvor hun løber topløs ned ad gaden i Paris.
»Det var mit ønske, at det skulle være netop det billede, fordi det er et udtryk for den tid. For den frihed og kærlighed. Men da forlaget ville reklamere for bogen, blev den blokeret af Facebook, fordi man kunne se brysterne,« fortæller hun.
»Det endte med, at titlen blev skrevet på en måde, så brystvorterne var skjult. Det er jo totalt latterligt.«
For Lisbet Lundquist er det et godt eksempel på, hvordan vi på mange måder er blevet mindre frigjorte i dag. »Vi er mere bornerte,« ræsonnerer hun.
