En kvinde fra Sjælland går formentlig ekstra glad på weekend.

For torsdag vekslede hun nemlig 45 kroner til 13 millioner kroner.

Det gjorde hun ved at spille på Tivoli Casinos online spilleautomat, Tivoli Bonanza.

De 13 millioner kroner blev ifølge Danske Spil udløst af fem fyrværkerisymboler.

»Det er helt vildt, at jackpotten endelig er gået. Det er ingen hemmelighed, at det er noget helt særligt at vinde denne jackpot, der bare er blevet større og større i løbet af de seneste ni år,« siger Heidi Lind Jensen, der er Danske Spils teamleder for Tivoli Casino, og tilføjer:

»Så det er fuldstændig fantastisk, at en af vores kunder nu er blevet 13 millioner kroner rigere.«

Spilautomaten Tivoli Bonanza har ifølge Danske Spil fire jackpots, og gevinsten til kvinden fra Sydsjælland blev udløst via den jackpot, der hedder Tivoli Jackpot.

Efter jackpotten blev udløst i torsdag, er den nu på 250.000 kroner.