Mens kunderne gik rundt og shoppede i Storcenter Nord i Aarhus onsdag formiddag, skyllede tusinder af liter vand og mange fisk pludselig ud på gulvet.

Det skyldes, at Storcenter Nords store akvarium i kælderetagen eksploderede kort efter klokken 11.

»Vi konstaterede om morgenen, at der var et læk i en af akvariets samlinger. Derfor kontaktede vi vores samarbejdspartnere, der står for akvariet. Da de så er til stede, sker der det, at akvariet pludselig revner,« siger centerkoordinator Sanne Friis Rasmussen til Lokalavisen Aarhus.

Storcenter Nords ansatte, samarbejdspartnerne, der var tilkaldt for at reparere akvariet, og flere af shoppingcenterets kunder hjalp til med at få indfanget fiskene og lægge dem over i et andet bassin, før det var for sent.

200 af det eksploderede akvariums beboere overlevede, men det lykkes ikke at redde dem alle.

Sanne Friis Rasmussen har endnu ikke overblik over, hvor mange af fiskene der måtte lade livet.

På grund af uheldet blev kælderen i Storcenter Nord lukket, der hvor der er indgang til centeret fra P-kælderen.

Oprydningsarbejdet er stadig i gang torsdag, og Sanne Friis Rasmussen ved endnu ikke, hvor store vandskaderne er.

Ifølge Storcenter Nords hjemmeside var det eksploderede akvarium det største 'levende koralrevs-akvarium i Nordeuropa'. Det indeholdt 15.000 liter vand og blev opført i 2006 lige ved siden af centerets legeland i kælderen.