I de tre sæsoner, hvor Ilse Jacobsen har ageret 'løve' i DR-programmet 'Løvens hule', har hun foretaget 16 investeringer for mere end 2,5 millioner kroner. Det har dog ikke helt været den drømmemulighed, som nogle af iværksættervirksomhederne håbede på, da Ilse Jacobsen skød sine penge i deres idé.

B.T. har talt med flere af de iværksættere, som Ilse Jacobsen har investeret i, men som ikke længere har et samarbejde eller fælles ejerskab med hende i dag. Nogle nåede ikke langt med deres virksomheder, enkelte ville ikke udtale sig, og andre påpegede, at Ilse Jacobsen 'ikke er helt fin i kanten'.

På 120 sekunder præsenterede de to veninder Christina Jørgensen og Regitze Ericsson deres eget sojais-mærke i første sæson af 'Løvens hule' på DR1 i 2015.

Ud af de fem investorer lagde de tre 'løver' Birgit Aaby, Jesper Buch og Ilse Jacobsen 450.000 kroner i virksomheden Chriis til gengæld for 15 procents ejerskab.

Det professionelle samarbejde med Ilse Jacobsen har siden hen udviklet sig til en blandet fornøjelse for de to iværksættere.

»Hun er ikke en del af virksomheden mere. Vores samarbejde gik ikke som forventet, fordi vores måde at være på – personligt og arbejdsmæssigt – ikke gik i spænd,« fortæller Christina Jørgensen.

Den omfattende kritik af Ilse Jacobsens ledelsesstil, som beskrevet i Berlingske søndag, kommer ikke bag på Christina Jørgensen, der selv har haft erhvervskvinden tæt inde på livet.

Det billede af Ilse Jacobsen, som indtil nu er blevet tegnet i medierne, genkender Christina Jørgensen også, hvilket er en af grundene til, at de ikke har et samarbejde mere.

»Vi er ikke kede af, at Ilse Jacobsen ikke er med i virksomheden mere. Det var min egen beslutning, at jeg ikke ville have hende med mere. Jeg brød mig ikke om måden, hun opførte sig på og var leder på, og som en del af ejerkredsen havde hun meget med virksomheden at gøre. Jeg holder af god energi og konstruktive løsninger – og det var ikke altid sådan, hun gjorde tingene.«

Det handlede i sidste ende om måden at arbejde på, opsummerer Christina Jørgensen, som blev enig med Ilse Jacobsen om at slutte samarbejdet.

»Hun blev lidt overrasket, men der er ikke nogen, som vil være en del af noget, hvor man ikke er ønsket. I den forstand var hun nok enig i ikke at fortsætte, og så købte Birgit Aaby hende ud.«

Fra 40 procent til fem procent til nul procent

Iværksætterne bag Chriis er ikke alene om at afslutte et samarbejde med Ilse Jacobsen, efter det blev stiftet i 'Løvens hule'.

Nana Rytter Nielsen præsenterede i sæson 3 af 'Løvens hule' produktet ShaveSafe mod problemer med intimbarbering. I DR-programmet købte Ilse Jacobsen hele 40 procent af den 35-årige iværksætters virksomhed, Shabenaa, for 375.000 kroner. Men nu ejer hun nul.

»Vi samarbejder ikke længere,« siger Nana Rytter Nielsen, som ikke ønsker at gå i detaljer med, hvorfor Ilse Jacobsen ikke længere er investor i ShaveSafe.

Selv om Nana Rytter Nielsen ikke peger på et konkret problem med Ilse Jacobsen, ligesom iværksætterne bag Chriis, blev det ikke et forretningseventyr, som er gået efter planerne. Efter programmet havde Ilse Jacobsen ændret sin virksomhedsstruktur, hvilket gjorde, at investoren og virksomheden ikke 'helt var det rette match' alligevel.

Ilse Jacobsen og Nana Rytter Nielsen blev i stedet enige om at ændre det oprindelige 40 procents ejerskab til fem procent. En 'silent partner'.

»Ilse er en hård businesskvinde. Vi endte med en kontrakt, hvor Ilse faktisk slet ikke er inde over virksomheden eller samarbejder med mig. Det betyder, at hvis jeg sælger virksomheden, er hun tvunget til at sælge med, og hvis jeg gerne vil have en ekstra partner ind, har hun ikke noget at skulle have sagt i forhold til det,« fortalte Nana Rytter til DR tilbage i februar.

»Jeg håber bare, at det har været alle fem procent værd at være med i programmet,« lød det videre.

Men det har vist sig ikke at være tilfældet. Sidenhen har Nana Rytter Nielsen valgt at købe Ilse Jacobsen helt ud af virksomheden Shabenaa.

Hun ønsker ikke at være mere specifik om årsagen, end at det har været et spørgsmål om forretningsstil.

»Som jeg sagde i programmet, havde jeg brug for nogle investorer, der på en produktiv måde kunne hjælpe min virksomhed videre. Det kan en silent partner ikke, da de blot tilfører penge. Da det går godt i virksomheden, var det dermed ikke penge, men viden, jeg har brug for, og det kan de to nye investorer tilføre,« siger hun til B.T.