Spisestedet har i mange år været kendt for at servere en af de bedste bøfsandwich i Danmark.

Nu er det slut.

Restaurant Vestre Baadelaug i Aalborg er gået konkurs.

Det er ejeren selv, Nina Pichler, der har taget valget, skriver hun på Facebook.

»En lille tåre har jeg knebet i dag, men nu er der sagt farvel. Jeg har ikke lyst til, at være med til at pille min forretning fuldstændig fra hinanden,« lyder det i Facebookopslaget, der er skrevet søndag:

»Derfor har jeg valgt konkurs.«

Videre fremgår det, at beslutningen er truffet på grund af uoverensstemmelser med sejlklubben Vestre Baadelaug, der ejer bygningen, hvor restauranten ligger.

Restauranten Vestre Baadelaug vandt i 2013 den årlige konkurrence om at skabe den bedste bøfsandwich i Danmark. 

»En virkelig lækkerbisken af en bøfsandwich,« som det dengang lød fra dommerne.

Siden er det blevet til flere topplaceringer: Andenpladser i 2014 og 2019, tredjepladser i 2015, 2016 2018.

Enhedslisten-politikeren Per Clausen har i øvrigt her i B.T. også fremhævet retten over for læserne.

Nu bliver der ikke hældt mere brun sovs ud over burgerne.

»Vi går herfra med sindssygt mange dejlige oplevelser, privilegerede over succesen, aktiviteten og mulighederne for at gøre tingene på præcis den måde, vi gerne ville. I 20 år,« skriver ejeren på Facebook.