Forsvaret er sat ind i en omfattende eftersøgning ved Agersø, hvor en person ifølge en anmelder kan befinde sig i vandet.

Siden kl. 13.42 har Forsvarets Operationscenter koordineret en eftersøgning med et stort antal både og en redningshelikopter, skriver TV2 ØST.

- Det er en anmelder, der har set, hvad man formoder er en overbordfalden person i mørkt tøj ved Agersø, siger Søren Lindhardt, presseofficer i Forsvarskommandoen, til TV2 ØST.

I alt 14 skibe har deltaget i eftersøgningen. Ingen er endnu fundet, og skibene er tidlig lørdag aften i gang med at tage en sidste runde på vandet.

Også en gummibåd fra Søværnet er sat ind udover Forsvarets redningshelikopter.

Politiet oplyser til regionalmediet, at man ikke har modtaget en anmeldelse som en savnet person.

Af samme grund er redningshelikopteren nu vendt tilbage til Roskilde.

B.T. følger sagen.