Det efterhånden meget omdiskuterede rewilding-projekt på Molslaboratoriet i Ebeltoft har fået mange op i det røde felt.

Dyreaktivister mener, at dyrene, der er indhegnet og ikke må fodres på stedet, sulter og lider. Og de har lagt handling bag deres vrede.

Efter fire personer blev sigtet for at fodre dyrene på Molslaboratoriet, er justitsminister, Mattias Tesfaye (S) gået ind i sagen.

Han har bedt politiet svare på, hvor mange anmeldelser politiet har modtaget om mistrivsel af dyrene på Molslaboratoriet, og hvor mange sigtelser det har medført.

Det viser sig, at Østjyllands Politi har registreret hele 47 sager om mistrivsel af dyrene siden projektets start i 2016.

De oplyser dog, at flere borgere kan have anmeldt samme dyr for dyremishandling, og at det enten kan være blevet registreret som samme sag eller hver sin sag. De 47 sager er derfor ikke nødvendigvis et nøjagtigt udtryk for, hvor mange politianmelder der er kommet.

Men de mange henvendelser har ikke ført til tilsvarende mange sigtelser.

Østjyllands Politi har én gang sigtet Molslaboratoriet.

Det skete i forbindelse med, at et gps-halsbånd på en hest var gledet, så det gnavede sig ind i halsen på hesten.

»Der er ved tilsynene ikke herudover fundet veterinærfagligt grundlag for at rejse yderligere sigtelser mod Molslaboratoriet,« afslutter politiet svaret til ministeren.

Torsdag afholdte dyreaktivisterne demonstration ved Molslaboratoriet i håb om at få myndighederne til at stoppe rewilding-projektet. Her stillede aktivisterne også spørgsmålstegn ved, om tilsynene med dyrene har været tilstrækkelige.