»Bilerne er under vand, strømmen er gået, gasfyret er røget. Vi har ikke noget varme. Vores anneks står i vand til anklerne og terrassen har revet sig løs og flyder oven på vandet.«

2024 startede dårligt for mange danskere, heriblandt familien Preisler fra Solrød Strand, som fortalte til B.T. om en kommume, der hverken kunne hjælpe med at forebygge eller afhjælpe oversvømmelser i forbindelse med ekstremt vejr.

Se hvor skidt, det stod til, i videoen herover.

Tusinder af danskere landet over har lidt samme skæbne, og nu er der nye tal, som TV 2 har indhentet, som ikke ligefrem er hyggelig læsning.

»Op mod en tredjedel af danskerne kan i slutningen af dette århundrede blive ramt af de her ekstreme hændelser. Det er ganske alvorligt for de folk, der bor der«, siger vicedirektør i tænketanken Concito, Jarl Krausing, til TV 2.

Der er tale om 600.000 danske boliger, som fremover vil være i farezonen.

Concito efterlyser en national handleplan, så danske familier ikke bliver ladt i stikken, hver gang det regner voldsomt, eller åer og fjorde går over deres bredder af andre årsager.

Miljøminister Magnus Heunicke er enig. 5. januar udsendte han en pressemedelelse, hvor han blandt andet skrev:

»Vi må desværre indstille os på flere voldsomme vejrhændelser som disse i fremtiden, særligt med mere vand. Det understreger endnu engang vigtigheden af, at vi får sat tempo på kystbeskyttelsen og klimatilpasningen helt generelt«.

Personer, der har fået skader på deres hus på grund af oversvømmelser fra vandløb og søer, kan anmelde skaderne i Naturskadebasen og få erstatning fra oversvømmelsesordningen.