Læringskurven har været stejl som en kategori 1-stigning i Tour de France. Ja, måske har den faktisk nærmest været 'uden for kategori'?

For godt et halvt år siden overtog Joakim Kongsmark sammen med sin far det i Nyborg kendte byhotel 'Hotel Villa Gulle'. Et hotel med mere end 100 år på bagen.

Og et hotel, som har været under renovering, siden nøglerne skiftede hænder.

Om blot få uger slår hotellet dørene op for gæster.

Det sker i de dage, hvor millioner af øjne verden over er rettet mod Danmark.

Hvor en af verdens største sportsbegivenheder rammer dansk jord, og hvor anden etape af dette års udgave af Tour de France har opløb på Storebæltsbroen – etapen, hvor dette års løb, ifølge løbsdirektør Christian Prudhomme, umuligt kan vindes, men hvor det muligt kan tabes.

Ja, i de dage genåbner det lille, legendariske byhotel i den lille købstad på Østfyn.

Så da står det færdigt og klar til at tage imod gæster.

Billede fra før renoveringen gik i gang ...
Billede fra før renoveringen gik i gang ... Foto: Privatfoto/Joakim Kongsmark
Vis mere

»Det bliver presset,« erkender den nyslåede hoteldirektør, Joakim Kongsmark.

Men færdigt, det bliver det. For de tyve værelser er booket. Primært af gæster, der skal se cykelløb.

»Vi bliver klar. Men det bliver med lange nætter, lange dage og al den hjælp, vi kan få fra venner og familien her til sidst,« fortæller den 26-årige hoteldirektør.

Men hvordan gik det egentlig til, at den 26-årige Nyborg-dreng, som han kalder sig selv, sidste år kom på den tanke at købe et hotel sammen med sin far?

Billede taget undervejs i renoveringen ...
Billede taget undervejs i renoveringen ... Foto: Privatfoto/Joakim Kongsmark
Vis mere

»Ideen om at overtage det her gamle byhotel opstod egentlig lidt ud af den blå luft,« fortæller han grinende.

For sidste år var Joakim Kongsmark egentlig efter endt bachelor i innovation og entreprenørskab på vej til Japan.

Men så kom Hotel Villa Gulle til salg.

»Jeg har altid haft en drøm om at drive noget. Og det mest nærliggende er at gøre det i ens hjemby,« begynder han.

Og billede efter den store renovering ...
Og billede efter den store renovering ... Foto: Privatfoto/Joakim Kongsmark
Vis mere

»Jeg er en rigtig lokal Nyborg-dreng. Det skulle være i Nyborg. Jeg brænder for byen og vil gerne se den udvikle sig i en positiv retning.«

Og i november sidste år overtog de stedet og gik i gang med den helt store omgang – i respekt for stedets ånd og den tidligere ejer af hotellet, Gudrun Simonsen, kaldet Gulle, der drev hotellet fra 1995 og frem til sin død i januar sidste år.

»Hun var en meget omsorgsfuld og hjertelig person. Hotellet er opkaldt efter hende, og vi har valgt at køre videre med navnet. Det er byens hotel.«

Hverken Joakim Kongsmark eller hans far har den store erfaring med at drive hotel, men det er ikke noget, der bekymrer ham.

»Det er et helt nyt eventyr. Vi er på forholdsvis bar bund,« siger han og tilføjer dog, at de begge har en fortid i rejsebranchen.

Ud over det, så har han netop ansat tre ud over ham selv, som skal drive hotellet.

»Når man er sådan et lille team, så hjælper man, hvor der er brug for det,« forklarer Joakim Kongsmark, der heller ikke selv er for fin til opgaverne.

»Hvis der er en masse værelser, der skal gøres klar, så hopper jeg gerne i rengøringstøjet og støvsuger og vasker nogle gulve.«

Her er Joakim Kongsmark selv i gang med at sætte i stand på 'Hotel Villa Gulle'.
Her er Joakim Kongsmark selv i gang med at sætte i stand på 'Hotel Villa Gulle'. Foto: Privatfoto/Joakim Kongsmark
Vis mere

Lige for tiden går det altså mest med at få værelserne klar til det store rykind i begyndelsen af juli.

I november lød det som en god idé at købe et hotel, sætte det i stand og have det klar til Touren – hvordan lyder ideen, når du siger den højt i dag?

»Det lyder en smule optimistisk, når man ser tilbage på det,« indrømmer Joakim Kongsmark.

»Det var en lidt større mundfuld end forventet, og vi har brugt lidt flere timer, end vi regnede med.«

Hotellet er det eneste byhotel i Nyborg – her set udefra.
Hotellet er det eneste byhotel i Nyborg – her set udefra. Foto: Privatfoto/Joakim Kongsmark
Vis mere

De sidste timer frem mod åbningen bliver derfor brugt i arbejdstøjet. Og med god hjælp fra venner og familie.

»Der er ikke nogen tvivl om, at det nok skal lade sig gøre.«

Og så er de fleste af døgnets timer taget i brug for at blive klar til de første gæster.

»Jeg sover rigtig godt, fordi jeg har de her lange arbejdsdage. Arbejdsmængden fylder mere end tvivlen, om vi kan nå det.«

»Der bliver fuldt drøn på. Hotellet bliver testet fra en start med fuldt hus. Det bliver trykprøvet, om det hele virker.«

Men hvordan skal det så fejres, når 'uden for kategori'-stigningen er overstået, og den første hoteletape er gennemført?

»Når alle er tjekket ind 2. juli, så håber jeg på, at vi alle sammen kan få en tiltrængt øl, se lidt cykelløb og nyde det forhåbentligt gode vejr,« lyder ønskescenariet fra Joakim Kongsmark.