Om ganske få timer skriver vi 2022 og set ud fra en arbejdsgivers perspektiv, så bliver det et herligt arbejdsår.

For mens vi i 2021 havde masser af forlængede weekender og helligdage, der lå på hverdage, ser det noget anderledes ud i det nye år.

Her bliver der nemlig tale om et såkaldt arbejdsgiverår, hvor der ifølge Fagbladet 3F vil være færre forlængede weekender og flere helligdage, som ligger på en lørdage eller søndage.

Og vi lægger allerede fra land 1. januar. For mens den første dag i det nye år – som altså er en helligdag – faldt på en fredag sidste år, falder den i år på en lørdag.

Dagen udløser således ikke en ekstra fridag for de tømmermændsramte danskere.

Går vi lidt frem i tiden, rammer vi 1. maj. Arbejdernes kampdag er ikke en helligdag, men den kan for nogen betyde en fridag. Desværre for dem er 1. maj i 2022 en søndag og således en dag, hvor de fleste i forvejen har fri.

Herefter kommer der en lang række helligdage i form af Store Bededag, Kristi himmelfartsdag og Pinsen, hvor det for sidstnævntes vedkommende formentlig er anden pinsedag, der altid ligger på en mandag, der bringer mest glæde hos lønmodtageren.

Og så er vi fremme ved julen 2022, der også er i arbejdsgiverens favør. I år faldt juleaften på en fredag, mens den i 2022 falder på en lørdag. Omvendt kan man glæde sig over, at anden juledag er en mandag i 2022, hvor det som bekendt var en søndag i år.

Præcis syv dage efter juleaften er det nytår – på en lørdag. 1. januar, som er en helligdag, er således på en søndag, og så er det tilbage på arbejde igen mandag 2. januar.

Samlet set vil der ifølge Fagbladet 3F være to færre fridage i 2022 i forhold til 2021.