Kong Charles er blevet set for første gang siden kræftdiagnosen blev offentlig kendt.

Det fremgår af flere billeder udenfor Clarence House i London.

Her skulle kong Charles og dronning Camilla mødes med hans 'fremmedgjorte' søn, Prins Harry, som ankom til London tidligere tirsdag.

Prins Harry tog flyet fra Los Angeles allerede i går, altså kort tid efter nyheden om kræftdiagnosen.

Det er ikke oplyst, hvilken type kræft, kongen er ramt af. Der er heller ikke oplyst detaljer om den videre behandling eller om en eventuel prognose fra lægerne.

Men den britiske premierminister, Rishi Sunak, har sagt, at lægerne opdagede kræften i en tidlig fase.

Foto: James Manning/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sygdommen blev opdaget i forbindelse med, at Charles i forrige weekend var indlagt på et hospital i London for at blive behandlet for en forstørret prostata.

Han er dog ikke ramt af prostatakræft, har Buckingham Palace meddelt.

Kongen overbragte selv nyheden om sin kræftdiagnose til sine to sønner, William og Harry.

Mens 41-årige kronprins William ifølge britiske BBC jævnligt er i kontakt med sin far, har den to år yngre prins Harry et mere distanceret forhold til kongen og resten af den britiske kongefamilie.

I januar 2020 meddelte Harry og hans kone, Meghan Markle, at de trak sig tilbage fra deres officielle roller som fremtrædende medlemmer af kongefamilien.