For nylig afslørede den norske udgave af Se og Hør en række detaljer om prinsesse Märtha Louise og Durek Veretts forestående bryllup.

Detaljerne var taget fra brudeparrets private bryllupsinvitation, og nu raser Märtha Louise mod vedkommende i hendes vennekreds, der angiveligt har tippet ugebladet.

Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett skal giftes den 31. august på et historisk hotel i den norske bygd Geiranger.

Ifølge norske Se og Hørs artikel foregår festlighederne over flere dage, og ugebladet kan samtidig afsløre, at det ifølge invitationen er strengt forbudt at være iført hvidt, helt sort, helt rosa eller alle typer af guldkjoler.

Märtha Louise og Durek Verrett.
Märtha Louise og Durek Verrett. Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ligeledes må gæsterne ikke tage billeder, skriver ugebladet, og nu har Märtha Louise taget Se og Hørs artikel op i sin podcast, hvor hun ifølge norske Dagbladet udtaler:

»Nu har jeg været i gamet i en del år, så jeg er ret god til at spotte, hvem som gør sådan noget (lækker informationerne om brylluppet til Se og Hør, red.).«

Hun fortsætter:

»Jeg undrer mig virkelig over, hvor meget de fik for det – hvor meget jeg er værd? For den, der gjorde det, er ikke min ven, hvis Se og Hør er vigtigere end vores venskab.«

I en reklamevideo for podcast-afsnittet på Instagram har Märtha Louise modtaget en lang række støttende beskeder i kommentarsporet.

Märtha Louise har valgt at svare flere af dem – blandt andet skriver hun til en kommentar:

»Det er ikke altid så nemt. Men jeg har oplevet den side af mennesker hele mit liv, så jeg vælger at se det som et interessant valg. Men en gang imellem bliver jeg vred og ked af det.«

Ifølge norske Dagbladet har Märtha Louise generelt et anstrengt forhold til den norske udgave af Se og hør.

Sådan så det ud, da Märtha Louise og hendes første mand Ari Behn blev gift i 2002 De blev skilt i 2017, og i 2019 døde han kun 47 år gammel.
Sådan så det ud, da Märtha Louise og hendes første mand Ari Behn blev gift i 2002 De blev skilt i 2017, og i 2019 døde han kun 47 år gammel. Foto: Lise Aserud/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ugebladet har det seneste år bragt flere interviews med Durek Veretts mor, der taler i negative vendinger om sin søn. 

Til det skulle Märtha Louise ifølge Dagbladet for nylig have sagt til VG:

»De (Se og Hør, red.) udnytter svage mennesker og giver dem penge til at opnå noget, de gerne vil. De er ligeglade med, om familier går i opløsning. De vil bare have historien, og det er uetisk og ret chokerende.«

Se og Hørs chefredaktør afviser overfor Dagbladet at skulle have noget personligt imod Durek Verrett.

Adspurgt om de har betalt for oplysninger om det kommende bryllup, svarer han ligeledes, at de kun betaler for eksklusive billedrettigheder.

Dagbladet har spurgt prinsesse Märtha Louises manager, om der er nogen, der nu står til at miste deres invitation til brylluppet, men det vil hun ikke udtale sig om.