Det skabte debat, da kong Frederik ved tronskiftet i januar blev set med et såkaldt Shamballa-armbånd. 

De dyre armbånd ses ofte i tråd med et spirituelt livssyn, og der var da også flere, der spekulerede i, om det netop var det, som Kongen gerne ville udstråle fra balkonen. 

Men på sin nye udstilling 'Frederik 10. – Konge af i morgen' på Amalienborgmuseet, bliver det nu forklaret, hvad der ligger bag, at Kongen bar armbåndet. 

'Armbånd båret til proklamationen, 2024. En personlig gave fra fire børn til deres far,' lyder det indledningsvist på skiltet, der fortsætter:

'Fuld af forhåbninger og kærlighed. Armbåndet bærer Frederik 10. til proklamationen på balkonen på Christiansborg Slot. Neden for på Slotspladsen står de hyldende folkemasser. Ved hans side selve basen: Dronning Mary og deres fire børn,' lyder det. 

Armbåndet er nu udstillet.
Armbåndet er nu udstillet. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Til B.T. har ejerne af Shamballa Jewels, Mikkel og Mads Kornerup, tidligere bekræftet, at det var deres mærke, som Kongen bar.

»Det kan jeg bekræfte,« lød det fra Mikkel Kornerup.

»Ja, det er hans shamballa-armbånd,« fortalte Mads Kornerup.

De ønskede ikke at oplyse, om det var købt af den kongelige familie, eller om de havde foræret det i gave.

Med de nye oplysninger må det dog antages, at armbåndet er købt af de fire børn til deres far. 

Ordet shamballa stammer fra buddhismen og er en hentydning til et mytisk kongerige, der er et helligt sted i buddhismen, fordi det var her, at Buddha blev oplyst under bodhi-træet.

Hos smykkefirmaet, der er dansk, beskriver de deres smykker som en blanding mellem nordisk design og en gammel østlig filosofi.

Armbåndene skal symbolisere den højest mulige oplysning og give dig hjælp til at 'lede efter dig selv'.

Det udspringer af tibetansk kultur.

Kongefamilien har tætte bånd til firmaet Shamballa Jewels.

Kronprinsesse Mary klippede båndet over i 2017 med de to ejere af Shamballa Jewels i Soho – inden hun blev dronning Mary i 2024. Foto: Ritzau/Scanpix
Kronprinsesse Mary klippede båndet over i 2017 med de to ejere af Shamballa Jewels i Soho – inden hun blev dronning Mary i 2024. Foto: Ritzau/Scanpix
Vis mere

Dronning Mary var i 2017 med til at åbne en ny forretning for mærket i SoHo New York. På billeder fra arrangementet kan man se den daværende kronprinsesse, der klippede båndet over på den nye forretning.

Også prins Vincent blev set med armbåndet til tronskiftet.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.