Årsagen til, at jeg var helt oppe på mærkerne fra start i den udvikling, jeg nu vil folde ud, skal findes i mine delvist engelske rødder.

Jeg kan stadig huske den dag i 2013, da jeg sad i Søndagsavisens redaktionslokaler og læste en pressemeddelelse fra en kæde, der kaldte sig Normal, og som var ved at åbne i Silkeborg.

Konceptet lignede noget, jeg år efter år havde set brede sig i England: kæden 'Poundland'.

Som kunde var Poundland en ret vild oplevelse: Du kom ind i en butik med alle mulige forskellige varer - alt fra sodavand og shampoo til slik og tandbørster, og så fik du varerne - mærkevarer - til en meget lavere pris end de sædvanlige steder.

Så da jeg læste pressemeddelelsen og senere besøgte en Normal-butik, havde jeg en ret klar fornemmelse af, hvad der var på vej.

For at sige det kort og godt: Normal-kæden har været en bombe på det danske marked.

Og det stod allerede klart kort inde i kædens levetid, at det var markant, det der skulle til at ske. 

På området ‘personlig pleje’, som dækker over shampoo, hårvoks, cremer, makeup, barberblade - alle den slags varer - har udviklingen været drastisk.

Normals priser var nemlig - ligesom Poundland - meget, meget lavere end resten af markedets - en voks kostede eksempelvis 50 kroner i stedet for 80-100, barberblade kostede 89 kroner i stedet for 139, og sådan kan man blive ved.

Fra første sekund detoneredes en bombe under priserne på hele markedet for personlig pleje-produkter i Danmark. 

Som kæden bredte sig måtte resten markedet rette ind, og så raslede priserne ellers ned i hastigt tempo. Se bare grafen her.

Før Normals ankomst var prisudviklingen på personlig pleje-produkter faktisk over den generelle prisudvikling. I dag er den markant under.

Fra Normals ankomst i 2013 til lige før inflationskrisens start i slutningen af 2021, blev der barberet godt 17 procent af de gennemsnitlige priser for personlig pleje-produkter i Danmark.

Selv her efter inflationskrisen er priserne gennemsnitligt 10 procent lavere end i 2013.

Til sammenligning har den generelle prisudvikling i Danmark set en stigning på 17 procent i samme periode.

Vi ser fortsat i pristjek, som det vi publicerede lørdag, at Normal er billigst på personlig pleje i Danmark. Markant billigst. 

Og den udvikling er Normal blevet belønnet for helt massivt. 

I dag har kæden snart 600 butikker fordelt på syv lande.

I det seneste regnskab havde Normal et overskud på svimlende 597 millioner kroner.

Isoleret set er der naturligvis flere forskellige årsager til Normals succes, men det enorme pristryk, kæden har lagt, er en meget stor del af forklaringen. 

Når man ser på Normal og det marked, de for alvor gik til angreb på, er det et voldsomt eksempel på, hvordan én kæde kan ændre en hel branches prisprofil.

Her 10 år efter er markedet for personlig pleje ganske enkelt dybt forandret. Og i det her tilfælde er det kommet kundernes privatøkonomi til gode.