Erantis, vintergækker og andre forårsbebudere pibler op af jorden, og solen er lige så stille ved at få magt igen.

Det er en særlig gruppe af danskere formentlig ekstra glade for.

En voksende andel af danskerne har nemlig ikke råd til at holde deres bolig tilstrækkeligt opvarmet. Det viser tal fra Danmarks Statistiks dugfriske levevilkårsundersøgelse.

I 2023 svarede otte procent af de danske husstande – svarende til cirka hver tolvte – at de ikke havde penge til at skrue tilstrækkeligt op for radiatorerne eller kaste træ nok i brændeovnen.

»Energikrisen og inflationen ser ud til at have sat sig i befolkningens privatøkonomi. I 2021 var det 3,4 procent af de danske husstande, der oplevede ikke at have råd til at opvarme hjemmet tilstrækkeligt,« udtaler Daniel Gustafsson, chefkonsulent i Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse og tilføjer:

»I 2022 var den andel steget til 6,3 procent, og nu viser den seneste opgørelse altså, at andelen er 8,0 procent i 2023.« 

Flest nordjyder havde problemer med at holde varmen inden for hjemmets fire vægge sidste år.

Næsten hver tiende nordjyske husstand – 9,7 procent for at være præcis – havde ikke råd til at holde deres hjem tilstrækkeligt opvarmet i 2023.

Region Syddanmark var omvendt den region, hvor færrest havde problemer med at holde varmen indenfor. Her gjaldt det i 2023 6,6 procent af husstandene.

Foråret - og solen - er på vej. Det kan være godt nyt for mange husejere. Arkivfoto. 
Foråret - og solen - er på vej. Det kan være godt nyt for mange husejere. Arkivfoto.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Selvom mange husstande skruede ned for varmen, steg regninger til el, varme, vand eller gas flere danske husstande over hovedet end i de to foregående år.

I 2021 var 3,2 procent af de danske husstande bagud med den slags regninger. I 2023 var det tal steget til 4,9 procent.

Igen er det nordjyderne, der er hårdest ramt.

I Region Nordjylland angiver 6,0 procent af husstandene, at de er bagud med regningerne, mens den laveste andel husstande med ubetalte regninger findes i Region Syddanmark med 4,2 procent.

Andelene af husstande med ubetalte regninger for el, varme, vand eller gas i de andre regioner lyder på 5,2 procent i Region Hovedstaden, 4,7 procent i Region Midtjylland og 4,4 procent i Region Sjælland.

Det er især danskere i lejeboliger, der angiver, at de ikke havde råd til at opvarme deres bolig tilstrækkeligt i 2023. Det gælder i mindre grad danskere i ejerboliger.