Venstres nyudnævnte politiske ordfører Morten Dahlin er en af Mette Frederiksens største kritikere.

Både på sociale medier og i folketingssalen har han tordnet mod statsministeren:

Lovbrud! Grov vildledning! Ja, det var selve retsstaten, som var på spil, mente Dahlin.

Nu danner Venstre regering med Moderaterne og Socialdemokratiet, og spørgsmålet er, om han stadig er lige så kritisk over for regeringschef Mette Frederiksen.

Morten Dahlin, du skriver flere gange, at Mette Frederiksen har brudt loven i minksagen. Vil du starte med at forklare, hvordan hun gjorde det?

»Hele forløbet omkring mink er jo sådan set blevet belyst i Minkkommissionen. Når der ikke er lovhjemmel til noget, er det ulovligt.«

Så hvordan mener du helt præcist, hun brød loven?

»Som jeg lige sagde. Der manglede lovhjemmel til at slå alle minkene ned, det var dermed ulovligt.«

Kan du starte sætningen med: 'Mette Frederiksen brød loven ved at...?'

»Hvis man læser Minkkommissionens rapport, så beskriver den ganske tydeligt, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ned. Når man gør noget uden lovhjemmel, er det ulovligt.«

Det er sjovt, for du har tidligere været meget klar om brud på grundloven, hvor du nævner Mette Frederiksen. Nu lyder du mere som en Nicolai Wammen, Christian Rabjerg-Madsen, Jeppe Bruus eller Rasmus Stoklund (S), som simpelthen ikke ville nævne Mette Frederiksen, når de talte om minksagen?

»Jamen, jeg vil gerne nævne Mette Frederiksen ved navn.«

Så forklar mig: Hvordan brød Mette Frederiksen loven i minksagen?

»Minkkommissionen har forklaret, at regeringen, som Mette Frederiksen stod i spidsen for, har handlet uden lovhjemmel. Så gør man per definition noget, der er ulovligt.«

Okay. Du skriver også, at 'Hvis Mette Frederiksen ingen konsekvens oplever, er vi helt inde og røre ved kernen i vores retsstat'. Har Mette Frederiksen oplevet en konsekvens af minksagen, som er fair?

»Vi gik til valg på at få en uvildig advokatvurdering. Det var der så ikke et flertal for i Folketinget. Der var to muligheder. Vi kunne sætte os på sidelinjen med armene over kors, eller vi kunne forhandle os frem til nogle synlige Venstre-resultater. Vi valgte det sidste. Det kan godt være, Venstre betaler en pris for det på kort sigt. Men jeg tror, det er godt for Danmark.«

Som jeg sagde før, sagde du: 'Hvis Mette Frederiksen ingen konsekvens oplever, er vi helt inde og røre ved kernen i vores retsstat'. Mette Frederiksen fik en næse af Folketinget. Er vi dermed helt inde og røre ved kernen i vores retsstat?

»Jeg vil bare sige, som jeg også sagde lige før...«

Hvis du bare gentager det, som Ellemann har sagt tidligere, så lad os bare holde det ved det. Du har også skrevet: 'Vi blåstempler selvfølgelig ikke Mette Frederiksens grundlovsbrud.' Kan man sige, at I faktisk gør det ved at gå i regering med hende?

»Da valgresultatet står klart, konstaterer vi, at der er 90 røde mandater, der var klar til at gøre hende som statsminister. Så spørgsmålet var ikke, om Mette Frederiksen skulle være statsminister. Spørgsmålet var, om Mette Frederiksen skulle være statsminister på Enhedslisten og Alternativets mandater og dermed føre en ret ekstremt venstreorienteret politik, eller om hun skulle være det med nogle mere besindige mennesker, hvor hun kunne føre på lange stræk rigtig god solid Venstre-politik. Derfor valgte vi at tage ansvar.«

Morten helt ærligt, du har jo været en stor kritiker af Mette Frederiksen. Hvordan er det for dig nu, at dit parti danner regering med Frederiksen som chef? Har du slet ikke ment noget af det, du har skrevet de sidste tre år?

»Jeg er helt klar over, at jeg da står og ser lidt dum ud nu. Men der var en klog mand, jeg tror faktisk, han var socialdemokrat, som sagde, det er bedre at tabe ansigt end at tabe hovedet. Selv om han var socialdemokrat, så var det ganske klogt sagt. Jeg mener, at vi havde tabt vores hoveder, hvis vi havde sat os ud på sidelinjen med armene over kors i stedet for at få nogle politiske indrømmelser.«

»Hvis prisen for det er, at jeg står tilbage og ser lidt dum og forpjusket ud, så må jeg betale den pris, for jeg mener det er det rigtige for Danmark på sigt.«

Ellemann skriver på Venstres hjemmeside, at han skulle give nogle indrømmelser for at gå i regering: 'Den mest markante er, at vi har måttet opgive vores krav om en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport. Her har vi ikke kunnet komme overens med Socialdemokratiet.' Hvad mener du om, at man som statsminister kan forhandle sig ud af en advokatvurdering med et muligt strafansvar til følge?

»Der var ikke kommet det flertal for en advokatvurdering, uanset hvad Venstre havde stemt,« siger Morten Dahlin med henvisning til, at Moderaterne kort før Venstre trak støtten til en advokatvurdering.

Morten Dahlin kritiserede også Mette Frederiksen i nedenstående video og spurgte Radikale Venstre, om partiet ville kæmpe for retsstaten, eller om ministerbilerne lokkede. Se videoen fra juli 2022 her: