»Det er politisk bestemt, at der skal oprettes op til 15 statslige naturnationalparker i Danmark frem til 2024.«

Det løfte kunne naturelskende danskere eller modstandere af naturnationalparkerne indtil for få dage siden læse på Naturstyrelsens hjemmeside under ‘Ofte stille stillede spørgsmål om naturnationalparker’.

Men nu er sætningen pist forsvundet. Til stor undren for blandt andre Alternativets miljøordfører, Torsten Gejl.

»Det er mærkeligt. Den sætning lå på Naturstyrelsens hjemmeside for to dage siden. Der stod sort på hvidt, at de op till 15 naturnationalparkerne skal oprettes frem mod 2024. Det er sådan set det, jeg har lovet danskerne. Og så i går (onsdag, red.) forsvinder den her sætning så pludselig sporløst fra Naturstyrelsens hjemmeside,« siger han og fortsætter:

Torsten Gejl, miljøordfører i Alternativet.
Torsten Gejl, miljøordfører i Alternativet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Til gengæld kommer der en pressemeddelelse ud fra Miljøministeriet om, at de to første naturnationalparker vil stå klar i 2025, og at de resterende først vil være klar i løbet af de næste fem-ti år. Det, synes jeg, er mærkeligt.«

Torsten Gejl pointerer, at det er miljøminister Magnus Heunickes ansvar, hvad der står på Naturstyrelsens hjemmeside.

»Vi aftalte de her naturnationalparker tilbage i 2020. Det er et tydeligt løfte, som har stået på Naturstyrelsens hjemmeside lige siden. Naturstyrelsen har kommunikeret til befolkningen, at den kan forvente, at der skal oprettes op til 15 naturnationalparker frem til 2024. Det er det befolkningen er blevet stillet i udsigt. I år kommer der så nul af de 15, og så kommer der to i 2025,« siger Torsten Gejl og understreger:

»Det peger selvfølgelig tilbage på miljøministeren.«

Vilde ponyer er udsat i Nationalpark Mols Bjerge for at skabe vildere natur i nationalparken.
Vilde ponyer er udsat i Nationalpark Mols Bjerge for at skabe vildere natur i nationalparken. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Torsdag var miljøminister Magnus Heunicke kaldt i samråd for at svare på, hvorfor arbejdet med at etablere de aftalte naturnationalparker trækker ud.

Efter samrådet konfronterer B.T. ham med, hvorfor hans styrelse har slettet sætningen?

»Jeg har ingen viden om det. Det må jeg indrømme,« siger Magnus Heunicke og tilføjer:

»Mig bekendt har aftalepartierne (Socialdemokratiet, SF, De Radikale Alternativet, SF og Enhedslisten i ‘Aftale om naturnationalparker i Danmark’ fra 2020 under den tidligere S-regering, red.) på ingen måde fået at vide, at de her parker og alt det her arbejde, ville være færdig i 2024.«

Hvorfor har det så indtil for ganske nylig stået på din egen styrelsens hjemmeside?

»Det er et godt spørgsmål. Vi må lige have fat i den webmaster, der har fået skrevet det, for det er selvfølgelig ikke korrekt.«

Skal jeg forstå dit svar sådan, at det er Naturstyrelsen, der af egen drift har opfundet, at ‘det er politisk bestemt’, at naturnationalparkerne er færdige frem mod 2024?

»Mig bekendt er der ikke nogen politisk aftale, hvor man har aftalt, at de her parker skulle være færdige i 2024.«

I ‘Aftale om naturnationalparker i Danmark’ fra 2020 skriver aftalepartierne:

»I december 2020 besluttede regeringen og aftalepartierne at fremme natur og biodiversitet i Danmark med en natur- og biodiversitetspakke. Med aftalen blev der afsat 888 mio. kr. i perioden 2021-2024 til blandt andet udlæg af nye naturnationalparker, urørt skov og en strategi for forvaltning af truede og rødlistede arter.«

Og videre:

»Med de afsatte midler vil det blandt andet være muligt at nå op på et samlet udlæg af knap 75.000 hektar urørt skov og etablere op til 15 naturnationalparker.«

Tranum Klitplantage udpeget til ny naturnationalpark. Det er endnu ikke etableret.
Tranum Klitplantage udpeget til ny naturnationalpark. Det er endnu ikke etableret. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har spurgt Naturstyrelsen, hvem der har besluttet, at sætningen ‘Det er politisk bestemt, at der skal oprettes op til 15 statslige naturnationalparker i Danmark frem til 2024' skulle slettes. Vi har også spurgt, hvorfor og hvornår sætningen er blevet slettet fra styrelsens hjemmeside?

Naturstyrelsen oplyser i et skriftligt svar:

”Naturstyrelsen er i gang med at opdatere indhold på styrelsens hjemmeside vedrørende naturnationalparker, da det generelt ikke var opdateret. Herunder er den pågældende formulering fjernet fra hjemmesiden i går. Det er Naturstyrelsen, der har truffet beslutning om at fjerne formuleringen som del af opdateringen af indholdet om naturnationalparker”.

Torsten Gejl er ikke tilfreds med de svar, Magnus Heunicke torsdag gav til miljøudvalget om de forsinkede naturnationalparker.

Han vil derfor indkalde miljøministeren til et nyt samråd om sagen.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' her: