Det er udtryk for vaskeægte dobbeltmoral, når Socialdemokratiets folketingsgruppe afviser at optage Mike Fonseca, der er blevet smidt ud af Moderaterne.

Det mener en klar overvægt af Socialdemokratiets egne vælgere, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T.

For at være helt præcis erklærer 44 procent af de vælgere, der stemte på Socialdemokratiet ved folketingsvalget i november 2022, sig helt eller delvist enige i, at ‘Socialdemokratiet opfører sig dobbeltmoralsk, når partiet accepterer Jeppe Kofod som udenrigsminister, men siger nej til at optage Mike Fonseca i folketingsgruppen'

Jeppe Kofod havde som bekendt sex med en 15-årig pige fra Socialdemokratiets ungdomsparti i 2008, mens Mike Fonseca for nylig er blevet smidt ud af Moderaterne, fordi han har et seksuelt forhold til en 15-årig pige.

Blot 25 procent af S-vælgerne er helt eller delvist uenige i, at Socialdemokratiet opfører sig dobbeltmoralsk.

Og der er ikke noget at sige til, at S-vælgerne svarer, som de gør. Det mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

»Det er jo umuligt at nå frem til en anden konklusion end, at det er dobbeltmoralsk. Man skal godt nok være die hard-socialdemokrat for at sige, at det er superlogisk. For det er det selvfølgelig ikke,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Man skal huske, at det er altså ikke mere end fire år siden, at Mette Frederiksen med åbne øjne indlemmede Jeppe Kofod som udenrigsminister i sin regering vel vidende om Jeppe Kofods bagage.«

Socialdemokratiets store held er, at Jeppe Kofod ikke er blevet valgt til Folketinget, bemærker Henrik Qvortrup.

»Når det ikke rigtig svier, er det, fordi Jeppe Kofod er ude af butikken. Forestil dig, at Jeppe Kofod havde siddet som minister eller var en del af folketingsgruppen i dag. Det havde været helt katastrofalt. Nu er det lidt nemmere for Mette Frederiksen og partiet at glide af på den her diskussion,« siger han.

Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020
Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020 Foto: Jon Wiche
Vis mere

B.T. forsøgte tidligere i denne uge at få Mette Frederiksen til at forholde sig til sagen. Du kan se hendes svar i videoen i toppen af artiklen.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: