Nye ansigter melder sig nu i listen af kritikere af Lynetteholmen.

I alt seks løsgængere i Folketinget har nemlig besluttet at sige nej til den kunstige ø i Københavns Havn.

Helt konkret er det de afhoppede DFere Hans Kristian Skibby, Bent Bøgsted, Lise Bech, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Marie Krarup, der danner fælles front mod Lynetteholmen.

Lynetteholm blev præsenteret som projekt i oktober 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København Frank Jensen (S) og vedtaget af Folketinget i juni 2021.

Da stemte Dansk Folkeparti for Lynetteholmen, mens kun Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige var imod.

Siden har en række afsløringer skabt stor debat om det enorme projekt, der først ventes færdig om 50 år.

Senest er det kommet frem, hvordan der dumpes slam fra udgravningen af Lynetteholmen ud i Køge Bugt.

På vegne af de seks løsgængere udtaler Hans Kristian Skibby:

Hans Kristian Skibby udtaler på vegne af de i alt seks afhopper fra Dansk Folkeparti. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Hans Kristian Skibby udtaler på vegne af de i alt seks afhopper fra Dansk Folkeparti. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»De seneste oplysninger om, at dumpningen af slam i Øresund er igangsat på trods af protester fra de svenske miljømyndigheder, og som er oplysninger, den danske miljøminister har tilbageholdt for Folketinget, er utilfredsstillende,« siger han.

Hele kritikken af Lynetteholmen-projektet startede 9. oktober sidste år, da B.T. kunne vise en ellers hemmeligstemplet rapport fra revisions- og konsulenthuset Ernst & Young for Transportministeriet, der viser, at regningen for at bygge Lynetteholmen kan blive voldsom stor for skatteyderne.

Og 30. januar kom der så frem i B.T., at budgettet for Lynetteholmen slet ikke kommer til at holde.

Allerede den første del af Lynetteholmen koster nemlig skatteyderne 497 millioner kroner i stedet for 300 millioner kroner, der var det estimerede budget.

Oplysninger, der kommer frem kort efter den daværende transportminister Benny Engelbrecht ellers bad B.T.s journalist bekræfte, at vi havde forstået, at Lynetteholmen »hviler i sig selv økonomisk«.

»Vi er i det hele taget betænkelige ved projektet og er nervøse for, at økonomien på længere sigt skrider, så skatteborgerne skal ind over,« siger Hans Kristian Skibby.

Han forklarer, at de seks løsgængere i juni 2021 stemte for Lynetteholmen på grund af partidisciplinen, men nu, hvor de er løsgængere og står frit, siger de fra over for projektet, er meldingen.

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har ikke nogen kommentarer til, at de seks afhoppere kalder det 'partidisciplin', at de stemte for Lynetteholmen som medlemmer af Dansk Folkeparti, og nu trækker deres ja-stemme tilbage.

»Jeg er slet ikke inde i den sag,« siger DF-formanden.