Meget tyder på, at Donald Trumps 10-årige søn, Barron Trump, kedede sig enormt, da hans far natten til fredag officielt blev udråbt til Republikanernes præsidentkandidat.
På flere billeder fra den fjerde aften af det republikanske konvent i Cleveland, USA, kan man i hvert fald se en Barron Trump, der flere gange gaber og ligner en, der egentlig ikke helt gider at være til stede.
Ifølge CNN varede Donald Trumps egen tale på konventet da også hele 75 minutter. Her talte han blandt andet om et USA, der i højere og højere grad er præget af vold, fattigdom og korruption. Noget, Donald Trump vil gøre op med, hvis han bliver præsident, lod han forstå.
»Jeg har en besked til jer alle sammen; kriminaliteten og volden, som i dag præger vores nation, vil snart få en ende. Fra den 20. januar 2017 vil sikkerheden blive genoprettet,« sagde Trump ifølge CNN blandt andet i sin tale på konventet - med reference til datoen for, hvornår den amerikanske præsident officielt indsættes.
Forud for Trumps egen tale blev han introduceret af sin datter, Ivanka Trump, som talte om sin fars fortræffeligheder. Heller ikke denne tale var Barron Trump tilsyneladende særligt interesseret i.
Herunder kan du se billederne.
Donald Trump modtog den endelige nominering som Republikanernes præsidentkandidat oven på et konvent, som har budt på flere kontroverser. Blandt andet er Donald Trumps kone Melania Trump blevet beskyldt for at have kopieret dele af Michelle Obamas tale på det demokratiske konvent i 2008, hvorefter taleskriveren bag Melania Trumps tale tilbød at trække sig.
Derudover vakte det også opsigt, da republikaneren Ted Cruz, der selv har kæmpet om præsidentnomineringen, tidligere på ugen valgte ikke at støtte Donald Trump.