Regeringen hænger i en tynd tråd, efter det tidligere Venstre-medlem Mads Fuglede tirsdag meldte sig ind i Danmarksdemokraterne.

Nu siger en af de vigtige løsgængere, at hun ikke nødvendigvis holder hånden under regeringen, hvis hun står med det afgørende mandat ved et mistillidsvotum. 

Med Mads Fugledes afgang har regeringen mistet sit såkaldte indenrigspolitiske flertal. Det betyder, at der ikke alene med regeringspartiernes opbakning kan vedtages politiske aftaler.

Der er dog fortsat ikke 90 mandater imod regeringen, hvis der skulle komme en aftale om et mistillidsvotum. 

Theresa Scavenius, som tidligere var medlem af Alternativet, er kendt for generelt at være utilfreds med, hvordan det politiske system fungerer på flere områder. 

Og nu, hvor regeringens mandater er blevet endnu færre, så siger hun hverken ja eller nej til, om hun smider regeringen på porten, hvis hun får muligheden. 

»Det ærlige svar er, at jeg simpelthen ikke ved det endnu. Det er meget nyt, og jeg skal sætte mig ind i forholdene,« siger hun til B.T.

Kan du afvise, at du vil vælte regeringen?

»Nej, jeg må simpelthen sætte mig mere ind i situationen. Men skal jeg holde hånden under regeringen, så skal den politiske substans ændres,« siger hun.

Theresa Scavenius er kendt som en ildsjæl, der er særdeles utilfreds med Folketingets og regeringens håndtering af både miljøpolitik, men også koranloven og offentlighedsloven. 

Hvis regeringen eller andre partier skal have hendes opbakning, er der flere forhold, som der skal rettes op på. 

»Jeg oplever, at mange partier siger ja til for eksempel miljøaftaler, som reelt er en hensigtserklæring på 10-14 sider. Når så det reelle lovgivningsarbejde tager form, er der ofte en masse kritik af loven i mange høringssvar, fordi der er store konsekvenser for miljøet,« siger hun og fortsætter: 

»Men så er partierne bundet af aftalen, så det hele bliver en ukritisk proces, hvor alt bliver stemt igennem.«

Hun nævner de aktuelle folketingsforhandlinger om en ny motorvejsforbindelse ved Limfjorden, som har vist sig at kunne skabe miljøudfordringer med asbest. 

Arbejdet vil ifølge flere høringssvar betyde, at farligt asbeststøv vil blive hvirvlet rundt til stor skade for miljøet. Men fordi at Folketingets partier har besluttet sig i en hensigtserklæring, så mener Theresa Scavenius, at arbejdet vil fortsætte alligevel.

Offentlighedsloven skal også revideres i år, og Theresa Scavenius kan ikke bakke op om flere indskærpelser. Hun var også modstander af koranloven.

»Offentlighedsloven står også til at blive skærpet, og det er en bombe under vores demokrati. Som jeg ser det, så kan man nægte offentligheden indsigt i vigtige samfundsforhold, hvis nogle implicerede medarbejdere, som ville være omfattet af aktindsigten, synes, det er for ubehageligt personligt,« siger Scavenius og fortsætter:

»Potentielt set kan det betyde total nedlukning for offentligheden, hvor man lukker samfundet. Det vil jeg ikke finde mig i.«

Hun understreger, at det ikke handler om enkelte krav til regeringen, hvis den skal regne med hendes mandat, men om en grundlæggende anden politisk linje. 

Løsgænger Jon Stephensen fastholder sit såkaldte »skyggemandat« til regeringen. Det vil sige, at han ikke vælter den og stemmer for den politik, som regeringen fremlægger. 

Det betyder, at selv hvis de tre resterende løsgængere stemmer for et mistillidsvotum, så skal der stadig findes to yderligere mandater, der skal stemme for et mistillidsvotum. 

Da de nordatlantiske mandater har tradition for at stemme blankt, så kræver det to yderligere mandater fra Venstre, Moderaterne eller Socialdemokratiet som skifter til et oppostionsparti og beslutter sig for at stemme for et mistillidsvotum. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen og Anne Katrine Restrup.