Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne støtter stadig en undersøgelse af sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Ahmed Samsam-sagen.

Det oplyser partiet til B.T.

Tidligere mandag sagde medlem af Moderaterne Jon Stephensen til 24syv, at partiet ikke længere ville have en undersøgelse.

24syv spurgte: Så der kommer ingen undersøgelse af FE- og Samsam-sagen, hvis man spørger Moderaterne?

»Nej,« svarede Jon Stephensen.

Men nu oplyser partiets ledelse altså, at det er forkert.

Jon Stephensen korrigerer også sig selv.

'Jeg har været en tur i 24syv-programmet 'Valgt i Danmark'. I den forbindelse fik jeg indikeret, at Moderaterne ikke længere ønsker en undersøgelse af FE og Ahmed Samsam. Det er ikke korrekt. Den ligger i retssystemet. Men vi ønsker, som sagt under valgkampen, forløbet undersøgt,' skriver han på Twitter.

FE-sagen handler primært om den tidligere chef for FE, Lars Findsen, som er tiltalt for i flere tilfælde at have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig.

Sagen blev politisk, da Findsen i oktober udgav en bog med titlen 'Spionchefen – erindringer fra celle 18'.

I bogen påstår Lars Findsen, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) sendte ham hjem, fordi hun skulle kunne tælle til 90 mandater – altså sikre regeringens flertal i Folketinget.

Ahmed Samsam-sagen handler om, at Samsam efter eget udsagn rejste til Syrien i 2013 og 2014 for at spionere mod Islamisk Stat som agent for danske efterretningstjenester.

Alligevel blev han idømt otte års fængsel i Spanien. I 2020 blev han udleveret til Danmark, hvor han stadig sidder bag tremmer.

Venstre ønsker også fortsat at få FE-sagen undersøgt.

»Venstre mener fortsat, at der bør laves en undersøgelse af hele FE-sagen,« sagde politisk ordfører Sophie Løhde til B.T. onsdag.