Det er usmageligt, når DF-formand Morten Messerschmidt mener, at statsminister Mette Frederiksen skal træde til side og lade Dronningen udråbe kronprins Frederik til konge.

Kritikken kommer fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, efter Morten Messerschmidt har givet interview i DR-podcasten 'Slotsholmen'.

Ifølge ordføreren er det ikke andet end politiske drillerier, når Dansk Folkeparti mener, at det vil være i dronning Margrethes ånd at udråbe sin ældste søn til konge.

»Jeg synes grundlæggende set, at det er uklædeligt, at DF forsøger at slå plat på en så vigtig national begivenhed som et tronskifte er,« siger Christian Rabjeg Madsen og minder om, at det følger af dansk tradition og statskik, at det er den siddende statsminister, der udråber den næste regent.

For Christian Rabjerg Madsen er Dansk Folkepartis forslag ikke andet end 'Christiansborg-fnidder', som ikke hører et tronskifte til.

De seneste hundrede år har det været statsministre eller konseilspræsidenter, der har udråbt landets næste konge eller dronning.

Og det er der ifølge Christian Rabjerg Madsen ingen grund til at lave om på.

»Statsministeriet har ikke tænkt sig at ændre på den praksis. Det sker så sjældent, og der er nogle traditioner forbundet til de her begivenheder, som er vigtige i forhold til vores nationale identitet,« siger Christian Rabjerg Madsen og giver derefter en historisk gennemgang af de sidste fire tronskifter.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder nytårstale på Marienborg i Kongens Lyngby, søndag den 1. januar 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder nytårstale på Marienborg i Kongens Lyngby, søndag den 1. januar 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

På B.T. har vi tidligere talt med historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, der siger, at han antager, at detaljer vedrørende tronskiftet er sket i en dialog mellem Statsministeriet og Kongehuset. Kan du bekræfte det?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg kan bare sige, at vi følger traditionen.«

Vi har ikke tradition for, at en siddende regent abdicerer. Dronning Margrethe har jo muligheden for at udråbe kronprins Frederik til konge, da hun jo lever. Er det dit indtryk, at det er Kongehusets ønske, at det er statsministeren, der udråber kronprins Frederik til konge?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Statsministeriet følger traditionen.«

Kongehuset ønsker ikke at kommentere på, hvem eller hvordan beslutningen om, at statsminister Mette Frederiksen skal udråbe kronprins Frederik til konge fra balkonen på Christiansborg Slot søndag 14. januar klokken 15.00, er truffet.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Statsministeriet. 

Vi ville blandt andet gerne have haft svar på, om Statsministeriet kan bekræfte, at beslutningen om, at statsminister Mette Frederiksen proklamerer tronskiftet fra balkonen på Christiansborg Slot søndag 14. januar kl. 15.00, er sket i dialog med og gensidig forståelse mellem dronning Margrethe og Kongehuset på den ene side og statsminister Mette Frederiksen og Statsministeriet på den anden side?

Statsministeriet oplyser til B.T., at det desværre ikke har været muligt at besvare B.T.s spørgsmål inden redaktionens deadline. Statsministeriet oplyser videre, at det vil forsøge at vende tilbage med svar tirsdag. 

Morten Messerschmidt afviser over for B.T, at han skulle have slået plat på tronskiftet, eller at der skulle være tale om politiske drillerier.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: