Statsminister Mette Frederiksen og socialdemokraterne træder ind i julemåneden med rynkede bryn.

I hvert fald hvis de åbner den første låge i den vælgerundersøgelse blandt over 800 socialdemokratiske vælgere, som YouGov har foretaget for B.T.

Flere hundrede tusinde danskere, som stemte på Socialdemokratiet ved valget 1. november sidste år, siger nemlig nu, at de ikke ville sætte deres kryds ved Liste A igen, hvis der var valg nu.

Næsten hver tredje S-vælger – helt præcis 31 procent – siger i YouGov-undersøgelsen, at de ikke vil stemme på Socialdemokratiet igen, mens under halvdelen – 49 procent – af S-vælgerne angiver, at de igen vil sætte deres kryds ud for Socialdemokratiet.

»Det er et vidnesbyrd om nogle meget desillusionerede tidligere socialdemokratiske vælgere, der føler, at de ikke har fået det, de troede de ville få med en stemme på Socialdemokratiet,« siger Henrik Qvortrup.

Den analyse bakkes op af rå tal.

Hele 46 procent af de S-vælgere, der ikke vil stemme socialdemokratisk igen, angiver nemlig, at de har valg Socialdemokratiet fra, fordi Socialdemokratiet ikke benyttede muligheden for at danne regering med det røde flertal, der rent faktisk udkrystalliserede sig på valgnatten sidste efterår.

»Mette Frederiksen har nok forsømt at forklare ordentligt, hvorfor hun ikke ville danne en rød regering. jeg forstår godt, at hun ikke gjorde det, for det ville have været århundredets mest skrøbelige regering. Bare tænk på festlighederne i Alternativet (hvor Theresa Scavenius er blevet smidt ud af partiet, red.),« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:

Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.
Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Men der var et rødt flertal, og venstreorienterede socialdemokrater bryder sig for eksempel ikke om de skattelettelser, SVM-regeringen lægger op til.«

Det afspejles tydeligt i YouGov-undersøgelsen, hvor hele 39 procent af de frafaldne S-vælgere angiver netop de bebudede skattelettelser på 6,75 milliarder kroner som årsag til, at har vendt ryggen til Socialdemokratiet.

Og så har afskaffelsen af store bededag haft en afgørende betydning for vælgerflugten fra Socialdemokratiet. Flere end fire ud af 10 frafaldne S-vælgere siger nemlig, at afskaffelsen af helligdagen har været udslagsgivende for, hvorfor de ikke længere vil stemme på Mette Frederiksen og Co.

»Jeg tror, at det er kommet bag på Socialdemokratiet, at det gjorde så ondt på dem af sløjfe store bededag,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Det viser også, at vælgerne i teorien godt kan lide tanken om den brede, samarbejdende flertalsregering. Men når den så bruge sit flertal til at gennemføre noget, der ikke er så populært, er begejstringen knap så stor.«

Samtidig hæfter Henrik Qvortrup sig ved, at 14 procent af de frafaldne S-vælgere siger, at de ikke vil stemme på Socialdemokratiet igen, så længe Mette Frederiksen er formand for partiet:

»Det er ret markant. Det siger altså noget om, hvor meget Mette Frederiksens stjerne er falmet – også blandt socialdemokratiske vælgere.«

Socialdemokratiet står YouGovs vælgermåling fra november til 19,9 procent af stemmerne. ved valget 1. november 2022 fik Socialdemokratiet 27,5 procent af stemmerne.