I en ny prognose for efterårets kommunalvalg står de i forvejen trængte konservative til at miste halvdelen af deres byrådsmedlemmer. Også SF bliver halveret oven på et godt valg i 2009.

Prognosen er lavet af professor ved Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, til Altinget.dk.

Ved sidste kommunalvalg i 2009 fik Konservative 11 procent af stemmerne og satte sig på 12 borgmesterposter. Prognosen forudser, at partiet vil stå til 5,2 procent af stemmerne til november

Hos K-borgmestrene rundt omkring i landet er man dog ikke så bange for prognosen.

- Risbjergs prognoser baserer sig hovedsageligt på landsmålingerne. Men vælgerne adskiller lokalpolitik og landspolitik. Vi har nogle stærke borgmesterkommuner og rådmænd, der markerer sig godt, siger borgmester i Viborg Søren Pape Poulsen til Altinget.dk, og samme melding lyder fra borgmester i  den stærke konservative Hørsholm Kommune, Morten Slotved.

- På landsplan er vi presset. På Christiansborg har vi ikke været gode nok til at formidle vores politik. Men på kommunalt plan er jeg overbevist om, at vi står stærkere, så jeg tror ikke på, at vi får så dårligt et valg, som prognosen spår, siger han. 

Balancen kan vende

Oven på et stærkt valg i 2009 står SF i følge prognosen også til at miste halvdelen af byrådsmedlemmerne, og ende på 7,5 procent af stemmerne, og hos Socialdemokraterne kan man forvente en nedgang på godt fem procent. Og i følge prognosen kan balancen mellem Socialdemokraterne og Venstre tippe over til Venstres fordel efter valget. Nu sidder S på 49 borgmesterposter, hvilket svarer til halvdelen af landets poster, men for første gang kan det ende med at Venstre tager førertrøjen på.

- Hvis det går som prognosen spår, så vil det have stor betydning. Mange af vores borgmestre sidder på et snævert flertal, siger den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister og tidligere borgmester i Aarhus, Thorkild Simonsen.