Der bliver nu sat konkrete tal på, hvor mange tidligere boligejere der er blevet ramt af et graverende it-koks i Vurderingsstyrelsen. 

Som B.T. kunne afdække i en række artikler i sidste uge, står tidligere boligejere, der solgte deres ejendom i 2023, til at blive opkrævet boligskat i 2024 – den såkaldte grundskyld – af en ejendom, som de selvsagt ikke længere ejer.

Vurderingsstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed, meldte i sidste uge ud, at der blot var tale om et ‘begrænset’ antal fejl.

Men nu viser det sig, at fejlen har ramt cirka 1.000 tidligere boligejere.

Det oplyser Vurderingsstyrelsen i et svar til B.T.

»Der er identificeret cirka 1.000 ejendomme, der er handlet i efteråret 2023. Her har det ikke været muligt at opdatere grundskyldsbetalingen som følge af en teknisk systemfejl. Fejlen er nu rettet i de bagvedliggende systemer,« skriver styrelsen og fortsætter:

»Derfor har de berørte borgere fået en notifikation i E-Boks om, hvordan de godkender den ændrede grundskyldsbetaling på tastselv. Når ejeren har godkendt ændringen, får vedkommende en ny forskudsopgørelse. I takt med, at den enkelte ejendomsejer har godkendt oplysningerne på sin forskudsopgørelse, slår opdateringen igennem på skatteberegningen. Fejlen for de berørte ejendomsejere er herefter løst.«

Opdateres…

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Carmon og Joachim B. Olsen her: