Reguleringen er for stram i EU, mener statsministeren, som vil have reformer af det indre marked.

EU's stats og regeringschefer samles onsdag og torsdag for at drøfte, hvordan Europa kan forblive en stor spiller på det globale marked.

I en tid, hvor Kinas økonomi har vokseværk, og USA sender kolossale summer af statsstøtte til landets virksomheder, er der brug for at se på, hvad Europa skal gøre for at følge med.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke i tvivl om, at der er behov for reformer.

- Verden forandrer sig med meget, meget stor hast. Europa skal være stærkere. Vi skal være større - derfor udvidelse. Vi skal være stærkere. Det gælder først og fremmest sikkerhedspolitisk, men også økonomisk. Det er i det lys, man skal se reformer både af det indre marked og konkurrenceevnen, siger hun før topmødet i Bruxelles.

Torsdag vil den tidligere italienske premierminister Enrico Letta præsentere en rapport for stats- og regeringscheferne.

Den konkluderer, at hvis ikke EU gennemfører en omfattende reform af det indre marked, så risikerer Europa at tabe konkurrencen med USA og Kina.

Der er tiltagende bekymring i EU for, at de 27 medlemslande samlet set er ved at falde alvorligt bagud i den globale konkurrence.

Der skal derfor ske reformer er reglerne i det indre marked.

Letta foreslår i rapporten, at statsstøttereglerne ændres, så EU-landene i højere grad indbetaler til en fælles støttekasse. Det ventes at møde modstand fra nogle EU-lande.

Formålet er at modvirke, at "rige" EU-lande skævvrider det indre marked ved at give egne virksomheder mere statsstøtte.

Uden at forholde sig til Letta-rapportens indhold siger statsministeren, at det er nødvendigt med reformer, så Europas konkurrenceevne i verden øges.

- Jeg synes, man bliver nødt til at gå til alle diskussioner med et åbent sind, og set med europæiske briller må det afgørende være, at Europa kan konkurrere i den verden, der er i morgen, mere end at vi skal være optaget af, hvad vi syntes om statsstøtte, måske for et år siden, siger Frederiksen.

Hun mener, at man i Europa "spænder ben" for sig selv.

- Fordi vi regulerer så hårdt, som vi gør, og tingene tager så lang tid. Det kan vi jo ændre på, hvis der er den nødvendige politiske vilje. Det er i hvert fald den tilgang, vi har fra dansk side, siger Mette Frederiksen.

Et andet forlag i Lettas rapport omhandler de nuværende fire friheder i det indre marked - den fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital.

Disse bør ifølge Letta suppleres med en femte: Deling af viden og forskning blandt EU-landene.

/ritzau/