Det kan være en samtale mellem Lars Løkke Rasmussen (M) og hans udenrigsministerkollega fra Emiraterne i sidste uge, der har givet det sidste skub til, at den svindelmistænkte Sanjay Shah endelig bliver udleveret til Danmark. 

Løkke tog sagen op i en samtale med Emiraternes udenrigsminister Sheikh Abdullah bin Zayed bin Sultan Al Nahyan mandag 27. november, erfarer B.T. 

Hovedformålet med samtalen var at diskutere krigen mellem Israel og Hamas, men Løkke brugte også muligheden til på ny at vende udleveringssagen om Sanjay Shah. 

Løkke har i en pressemeddelelse omtalt samtalen med sin kollega fra Emiraterne. 

»Jeg vil også gerne takke myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater for det gode samarbejde samt udenrigsminister Abdullah bin Zayed Al Nahyan, som jeg havde en god samtale med så sent som i sidste uge,« udtaler Lars Løkke Rasmussen.

Her ni dage efter sker det så: Shah sidder på et Emirates-fly fra Dubai, som lander i Københavns Lufthavn 12.30.

Shah er tiltalt for at svindle sig til cirka ni milliarder kroner. Det skete ifølge danske myndigheder ved, at han fik udbetalt refusion af udbytteskat, som han ikke var berettiget til. 

Han har levet et overdådigt liv i byen Dubai. B.T. har tidligere beskrevet hans luksuriøse liv og filmet et af hans huse på palmeøen Jumeirah. Læs mere om det her.

Retssagen mod Shah er planlagt til at begynde i januar ved Retten i Glostrup. 

Onsdag klokken 11.35 vil justitsminister Peter Hummelgaard (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde fortælle om Sanjay Shah.