Miljøminister Magnus Heunicke, som har udråbt sig selv som havets minister, har fået hård kritik for ikke at have indkaldt Folketingets partier til et eneste forhandlingsmøde, siden folketingsvalget i november 2022.

Først da B.T. i december 2023 gik ind i sagen, indkaldte Heunicke – præcis otte timer og 13 minutter efter B.T.s henvendelse – partierne til et forhandlingsmøde om såkaldte nulemissionszoner.

Men det er ikke blot til vands, at miljøministeren ifølge oppositionspartier fra både venstre og højre side af Folketingssalen har svigtet. Det gælder i særdeleshed også til lands.

»Vi må have havets minister på land,« siger Alternativets miljøordfører, Torsten Gejl, og fortsætter:

»For det ser ud som om, han fuldstændig har glemt, at vi er i gang med at lave en lang række nationalparker.«

Siden regeringsskiftet i november 2022 er arbejdet med at etablere 15 naturnationalparker i Danmark nemlig stort set gået i stå, påpeger ordføreren.

Blot to af de 15 nationalparker – naturnationalparkerne Gribskov og Fussingsø – er nævnt i Naturstyrelsens Mål- og Resultatplan for 2024.

Og nu presser forligspartierne uden om regeringen – det vil sige Alternativet, Enhedslisten, SF, De Konservative og Liberal Alliance – på for, at Magnus Heunicke trækker i arbejdstøjet.

Miljøminister Magnus Heunicke. 
Miljøminister Magnus Heunicke.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

De fem partier har netop kaldt ham i samråd og sendt en byge af spørgsmål til ham.

»Under den tidligere S-regering og tidligere miljøminister Lea Wermelin skete der virkelig noget. Der blev vi enige om at afsætte næsten en milliarder kroner til naturnationalparkerne. Men siden regeringsskiftet er arbejdet gået fuldstændig i stå,« siger Torsten Gejl.

SVM-regeringen har i sit regeringsgrundlag forpligtet til at etablere de 15 naturnationalparker i samarbejde med de kommunale byråd og kommunalbestyrelser. Parkerne skal ligge på statslige arealer, så der er ingen hindringer i forhold til private lodsejere.

SVM-regeringen lægger endda op til, at der kan etableres yderligere naturnationalparker for at 'skabe store sammenhængende naturområder'.

Derfor er det ifølge Torsten Gejl uforståeligt, at Magnus Heunicke og regeringen ikke prioriterer arbejdet med naturnationalparkerne højere.

»Jeg har ikke været indkaldt til et eneste møde af miljøministeren. Vi burde i forligskredsen mødes om at lave målsætninger for parkerne, udvikle dem færdigt og få etableret dialogen med kommunalbestyrelserne,« siger Torsten Gejl.

Også Liberal Alliances naturordfører, Ole Birk Olesen, er stærkt kritisk over for, at det virker som om, miljøministeren er gået i stå.

»Der er både en politisk aftale og lovgivning på plads. Det handler helt lavpraktisk om, at der bliver sat nogle ydre hegn op omkring parkerne, så store græssende dyr ikke løber ude på vejene, og at indre hegn bliver fjernet. Men der sker ingenting,« siger Ole Birk Olesen og tilføjer:

(ARKIV) Nationalpark Mols Bjerge.
(ARKIV) Nationalpark Mols Bjerge. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har brug for noget uberørt natur i Danmark, så man ikke behøver tage til den afrikanske savanne eller regnskovene i Sydamerika for at opleve natur. Det skal vi også kunne i Danmark, og der er brug for at fremme biodiversiteten.«

Ole Birk Olesen mener, at det ikke er miljøminister Magnus Heunicke, der bremser arbejdet med naturnationalparkerne.

»Min klare fornemmelse er, at regeringspartierne ikke kan blive enige om, hvordan den lokale inddragelse skal ske. Det er her flaskehalsen er, gætter jeg på. Regeringstoppen prioriterer ikke den her miljødagsorden, og så har vi en svag miljøminister, som ikke sætter sig igennem internt i regeringen,« siger Ole Birk Olsen og forsætter:

»Miljøministeren er populær, og jeg kender ham som et flinkt, behageligt og sympatisk menneske, men måske er tiden til at være knap så flink og slå i bordet.«

Miljøminister Magnus Heunicke har ifølge Miljøministeriet ikke haft mulighed for at svare på kritikken. 

Ministeriet oplyser til B.T., at:

»Regeringen har besluttet, at de 15 naturnationalparker skal gennemføres, og at der kan udpeges yderligere op til fem områder, hvor der kan etableres naturnationalparker. Før etableringen af naturnationalparkerne skal der etableres lokale bestyrelser i hver af de 15 naturnationalparker. Arbejdet med at forberede dette pågår. Det vil blive meldt ud, når der er nyt om naturnationalparkerne.«

De 15 nationalparker vil udgøre cirka 0,6 procent af Danmarks samlede areal, når de engang er etableret.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: