Der er ingen lov, ingen regler, der foreskriver, at det er statsministeren, der skal udråbe den nye regent.

Når kronprins Frederik 14. januar udråbes til konge, vil det være statsminister Mette Frederiksen, der proklamerer det. Det oplyste Statsministeriet i en pressemeddelelse, umiddelbart efter dronning Margrethes nytårstale, hvor hun til de flestes overraskelse meddelte, at hun abdicerer.

Det kunne lige så godt være dronning Margrethe selv, Folketingets formand, Søren Gade, en helt tredje eller slet ingen, der udråbte Kronprinsen til konge.

Sådan lyder det fra historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

»Det er bare en tradition, at det er statsministeren, der udråber den næste regent. Ikke andet,« siger han.

Formelt set er kronprins Frederik officielt konge, når dronning Margrethe 14. januar i Statsrådet underskriver en erklæring om, at hun afgiver tronen til kronprins Frederik.

»At det er statsministeren, der forestår udråbelsen bagefter, er en tradition, som ikke er beskrevet nogen steder,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Men det er vel en tradition, der bygger på, at den siddende regent var død og derfor af gode grunde ikke kunne udråbe sin efterfølger. Nu står vi en ny situation, hvor regenten abdicerer og derfor godt selv kunne udråbe sin efterfølger?

Tronfølgeren Prinsesse Margrethe II udråbes til dronning. Her på balkonen med statsminister Jens Otto Krag, 14, januar 1972. 
Tronfølgeren Prinsesse Margrethe II udråbes til dronning. Her på balkonen med statsminister Jens Otto Krag, 14, januar 1972.  Foto: Vagn Hansen/NF-NF
Vis mere

»Det er fuldstændig rigtigt. Men der har man så valgt at følge traditionen, som den har været i mange, mange år: Altså, at det er regeringslederen, der gør det. Men formelt er der intet til hinder for, at dronning Margrethe kunne udråbe kronprins Frederik til konge.«

Nu siger du ‘man’. Hvem dækker det ‘man’ over?

»Vi må antage, at det er Statsministeriet, Dronningen og Kongehuset, der i forening er blevet enige om, at man vil fortsætte traditionen med, at det er statsministeren, der udråber den nye regent,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer: 

»Der er ikke nogen af dem, der bestemmer det selv. Det er noget, man forhandler med hinanden og bliver enige om. Det kunne slet ikke sættes i værk, hvis de var uenige.«

På Facebook har Dansk Folkeparti spurgt sine følgere, hvem de mener skal udråbe kronprinsen til konge.

Onsdag klokken 20.45 havde 462 personer givet deres mening tilkende. 

Langt, langt de fleste giver udtryk for, at dronning Margrethe selv burde have æren af at udråbe sin ældste søn til konge.