Mandag 15. januar deltager kongefamilien i en reception i Folketinget. B.T. erfarer fra flere folketingsmedlemmer, at alle 179 medlemmer af Folketinget er inviteret med til receptionen, som afholdes af Folketingets Præsidium. 

Receptionen afholdes, efter kongefamilien har været til stede i Folketingssalen, hvor statsminister Mette Frederiksen og Folketingets formand Søren Gade holder tale. 

Receptionen, der afholdes i Landstingssalen, er sat på det officielle program for markeringen af tronskiftet, men det er endnu ikke offentliggjort, hvem der er inviteret.

Efter talerne vil Mette Frederiksen ifølge det officielle program overbringe »en mundtlig meddelelse fra Kongen til Folketinget«.

Søndag 14. januar overdrager dronning Margrethe tronen til kronprins Frederik. Også her finder meget af programmet sted på Christiansborg. 

Klokken 14:00 indledes Statsrådet, hvor tronen overdrages formelt. Her deltager Dronningen, Kronprinsen og Prins Christian sammen med regeringen og statsrådssekretæren i Statsrådet.

Blot et kvarter efter forlader dronning Margrethe Christiansborg og kører til Amalienborg. 

Klokken 15:00 proklamerer statsminister Mette Frederiksen så sronprins Frederik som konge fra balkonen på Christiansborg Slot.