Normalt er det tæt på umuligt at fylde selv det mindst forsamlingshus til vælgermøder og politiske debatter.

Men Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, bryder i disse dage og måneder med normerne. 

I juni mødte over 2.500 betalende gæster op i KB Hallen på Frederiksberg for at høre ham tale om personligt ansvar med udgangspunkt i sit borgerligt, liberale bekendelsesskrift ‘Vejen til ansvar-

Mandag aften gentager han succesen i et udsolgt Herning Kongrescenter, og derpå går turen videre til fulde huse i Kolding, Aalborg og Aarhus.

Vanopslagh har med ret enkle midler og en god portion personlig gennemslagskraft formået at vække noget i de borgerligt sindede vælgere, lyder det fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, som kender Alex Vanopslagh indgående fra sin egen tid som folketingsmedlem for netop Liberal Alliance.

»Han kan noget med at connecte med et publikum. Han er god i debatter, er en god taler, kommer med hurtige comebacks og har humor og nærvær,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Og så har han vendt den politiske debat på hovedet. I stedet for at starte med at tale om den konkrete politik, som Liberal Alliance tidligere gjorde med for eksempel kravet om at sænke topskatten, taler han om de værdier, der ligger bag den politik.«

På den måde bliver den konkrete politik et middel til at nå nogle samfundsforandringer, ikke et mål i sig selv.

Over 2.500 mennesker hørte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, tale i K.B. Hallen på Frederiksberg 21. juni 2023. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Over 2.500 mennesker hørte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, tale i K.B. Hallen på Frederiksberg 21. juni 2023. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis du kan få folk med på værdierne, kan du også få dem med på politikken. Det er derfor han taler om frihed og ansvar,« siger Joachim B. Olsen.

Samtidig drager Alex Vanopslagh fordel af, at der er udtalt klumpspil på den politiske midte i øjeblikket, hvor de politiske forskelle – ifølge Joachim B. Olsen – mellem blandt andre Venstre og Socialdemokratiet er blevet udvisket.

Det giver – for at blive i sportsmetaforen – masser af frie rum at løbe i for Alex Vanopslagh. 

»Alex Vanopslagh kommer med nogle andre budskaber og skiller sig ud. Han taler om værdier. Det vækker følelser, og politik er – hvis du spørger mig – 80 procent følelser. Han får engageret folk, og han har været bedre til at sætte ord på det end andre borgerlige politikere i lang tid,« siger Joachim B. Olsen.

Den værdimæssige tilgang, så man for eksempel i Liberal Alliances ‘Du kan godt’-kampagne op til valget i november 2022.

»Den taler op til folk. Det tror jeg også appellerer til de mange unge, der gjorde Liberal Alliance til det største parti i det netop afholdte skolevalg. Han gør samtidig op med unges perfekthedskultur. Han siger: ‘Du skal gøre dig umage, men du kan aldrig nå det hele. Du skal ikke være perfekt, og du er nødt til at prioritere’, « siger Joachim B. Olsen. 

Liberal Alliance fik 30 procent af stemmerne; næsten dobbelt så mange som Socialdemokratiet, der med 16 procent fik næstflest stemmer blandt 8.–10. klasseelever i Danmark

Joachim B. Olsen påpeger den værdimæssige forskel til Socialdemokraternes seneste kampagne i forbindelse med regeringens ældrereform, hvor sloganet hed: ‘Vi skal passe bedre på dem, der har passet på os’.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T. og tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance. 
Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T. og tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Socialdemokratiets slogan er kollektivistisk. Det er staten, den offentlige sektor, der skal løse problemerne,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Du kan godt’-sloganet viser tilbage til individet. Det tror på, at individer kan finde sammen i frivillige fællesskaber – i civilsamfundet, virksomheder, markedet – og løse problemerne sammen.«

Her har Alex Vanopslagh ifølge Joachim B. Olsen været god til at forklare, at det er en misforståelse, at individualisme er det samme som eller uvægerligt fører til egoisme.

»Den individuelle frihed får tværtimod folk til at søge sammen i frivillige fællesskaber som for eksempel foreninger. Alex Vanopslagh taler om fællesskaber, og det er lykkedes ham at punktere venstrefløjens myte om, at liberalisme er det samme som egoisme,« siger Joachim B. Olsen.

Lige nu er Liberal Alliance ifølge den seneste Gallup-måling den borgerlige fløjs største parti med 13,3 mod Venstres 10,0 procent.

Men Vanopslaghs nuværende stjernestatus kan paradoksalt nok blive ham en møllesten om halsen, vurderer Joachim B. Olsen.

»Hvis afstanden til de andre borgerlige partier øges, vil spørgsmålet om, hvorvidt Vanopslagh er de borgerliges statsministerkandidat blive mere og mere påtrængende. Det vil slide, og derfor vil han vente så lang tid som overhovedet muligt med at sige noget om det. Allerhelst til efter valget.«

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' her: