Der blev gået til stålet, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima- og energiminister Lars Aagaard og erhvervsminister Morten Bødskov onsdag eftermiddag blev grillet i samråd nummer to om den såkaldte åben dør-ordning for havvindmølleprojekter.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, fortsatte, hvor han slap efter det første samråd om sagen, hvor interessen blandt andet samlede sig om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen har givet det grønne selskab Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) en forlomme i forbindelse med et havvindmølleprojekt i Vesterhavet ud for Ringkøbing.

Morten Messerschmidt borede som på første samråd om sagen videre i, om Lars Løkke Rasmussen i sin tid som ansat i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel direkte eller indirekte havde rådgivet CIP, som har været kunde hos netop Gorrissen Federspiel

»Har udenrigsministeren nogensinde – efter han blev udenrigsminister – overvejet, om han måtte have været inhabil i lyset af det, han har foretaget sig for Gorrissen Federspiel? Er det en tanke, der implicit eller eksplicit nogensinde er opstået i udenrigsministerens hoved: At han måske med nogen i sit ministerium eller nogen i regeringen har luftet, om der skulle være et inhabilitetselement?« spurgte Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Inden Lars Løkke Rasmussen svarede, gjorde Klima-, Energi og Forsyningsudvalgets formand, Rasmus Horn Langhoff (S), opmærksom på, at det er tilladt at stille de spørgsmål og komme med alle de kommentarer, man har lyst til, men at Morten Messerschmidts spørgsmål lå uden for samrådsspørgsmålet.

Lars Løkke Rasmussen rykkede helt frem på stolesædet.

»Nu er det ikke mig, der skal føre sandhedsbevis for, at Hr. Morten Messerschmidts injurier er forkerte. Det forholder sig jo omvendt – og jeg synes, at man skulle holde sig for god til det,« sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede:

»Og selvfølgelig har jeg ikke på noget tidspunkt være inhabil i den her sag.«

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. 
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.  Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tirsdag oplyste regeringen i en pressemeddelelse, at den såkaldte åben dør-ordning for havvind endegyldigt lukkes, da den er i strid med EUs regler om statsstøtte.

Det betyder, at CIPs havvindmølleprojekt i Vesterhavet ud for Ringkøbing ikke bliver til noget, da Energistyrelsen nu vil meddele CIP afslag på projektet. 

Sagen startede, da mediet Zetland på baggrund af anonyme embedsfolk skrev, at Lars Løkke Rasmussen sad i spidsen for et nyt havvindudvalg i regeringen, og han angiveligt skulle have presset på for, at netop CIPs projekt skulle reddes, selvom åben dør-ordningen var ved at lukke.

Under afdækningen af sagen er det kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen har spist middage med repræsentanter fra CIP, blandt andet på Folkemødet på Bornholm.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: