Hos flere partier i folketinget har en særlig detalje i onsdagens meget omtalte CO2-rapport vakt særlig opsigt.

Dagen igennem har diskussionen om prisstigningen på især oksekød kørt på højtryk.

Men flere mener, at en meget vigtig del af rapporten nærmest allerede er forsvundet fra diskussionen.

Ifølge den såkaldte 'Svarer-rapport' vil op mod 8.000 job forsvinde fra landbruget, hvis den mest drastiske af de tre modeller gennemføres.

Det vil altså sige, at 8.000 mennesker potentielt vil skulle ud og finde nyt job. Og det er en skandale og direkte »tudetosset«, mener formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg.

»Regeringen og Venstre står over for et valg nu: Hvor mange danske landbrug vil man lukke? Det er sort på hvidt i rapporten, og man gennemfører det bevidst,« siger hun.

Inger Støjberg anerkender, at de ansatte i landbruget kan omskoles til andre job. Men, siger hun, det er ikke det, diskussionen handler om.

»Det er en fuldstændig meningsløs diskussion, om en landmand kan blive pædagog i Brønderslev. Spørgsmålet er, om vi vil spise fødevarer, der er produceret i Danmark eller i udlandet,« siger hun.

Også Dansk Folkepartis Peter Kofod er mildt sagt skeptisk over for udsigten til tabet af mange tusinde job i landbrugssektoren.

»Jeg er meget kritisk over for det. Det gør faktisk ondt på mig. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, at man bevidst arbejder for at få færre danske arbejdspladser,« lyder det til B.T.

Tabet af de 8.000 job sker ifølge rapporten, hvis man gennemfører den mest gennemgribende af de tre modeller. 

Et af de partier, der støtter netop denne model, er Enhedslisten.

Partiets formand Pelle Dragsted siger til B.T., at han ikke køber ideen om, at den danske produktion rykker til udlandet.

»Alle EU-lande har tilsluttet sig Paris-aftalen, så de vil alle gennemføre CO2-afgifter på landbruget. Så jeg køber ikke problemet. Man må gå ud fra, at de andre EU-lande gennemfører lignende forslag,« siger han.

Men, siger Pelle Dragsted, det er ikke nødvendigvis negativt, hvis noget af den danske kødproduktion rykker til andre EU-lande.

»Danmark har en af verdens største kødproduktioner per indbygger. Det belaster naturen, og derfor er der døde fisk og døde fjorde. Jeg må indrømme, at jeg ikke ser det som noget stort tab for Danmark, at en del af den kødproduktion bliver flyttet til andre lande. Men det er selvfølgelig ikke målet. Målet er, at den samlede produktion skal ned,« lyder det fra Dragsted.

Adspurgt, om partiformanden vil sige noget til de 8.000 mennesker, der mister deres job, svarer Dragsted, at landbruget skal omlægges.

»Vi skal have et moderne, bæredygtigt landbrug. Det kan vi godt få, men det betyder, at der skal produceres mindre foder, flere grøntsager, og produceres mindre generelt. Det skal de hjælpes til.«

Er det det, du gerne vil sige til de 8.000 mennesker, der står til at miste deres job, hvis forslaget bliver gennemført?

»Lige nu forsvinder der landbrug hele tiden. Det er der intet som helst nyt i. Det, som er målet nu, er at omstille. Vi skal have bedre arbejdspladser og bedre produkter, der skaber værdi. Dem, der falder uden for, skal vi selvfølgelig hjælpe som samfund for at få dem omskolet og videreuddannet. Vi skal selvfølgelig bruge de penge det koster at hjælpe dem videre.«

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet og sumpen' her: