Særligt en påstand fra Mette Frederiksen fik Søren Pape Poulsen til at reagere under søndagens tv-debat.

At den konservative leders politik vil medføre fyringer af 40.000 offentligt ansatte.

»Det kan jeg dokumentere sort på hvidt, de beregninger er allerede lavet,« fastslog statsministeren med henvisninger til tal fra Finansministeriet.

Men to økonomer går nu i rette med Mette Frederiksen og kalder tallet for overdrevet.

»Det passer ikke, at det står sort på hvidt. For Finansministeriet har svaret på et helt andet spørgsmål,« forklarer Christian Bjørnskov, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

De beregninger, som Mette Frederiksen henviser til, er et svar fra Finansministeriet til De Konservatives Rasmus Jarlov.

Heri står der, at en nulvækst i det offentlige forbrug frem mod 2030 vil medføre 41.000 færre beskæftigede i det offentlige.

Men for det første foreslår De Konservative ikke en nulvækst, men en vækst på 0,13 procent.

For det andet fremgår det af Finansministeriets beregning, at hvis man lader udgifterne følge befolkningssammensætningen, så vil der stadig være behov for 11.000 færre i den offentlige sektor, forklarer Christian Bjørnskov.

Derfor passer det ikke, når Mette Frederiksen siger, at det står sort på hvidt i Finansministeriets beregning, fastslår professoren:

»Så det er i allerbedste fald en skarpvinkling. Og i værste fald er det helt fordrejende.«

Seniorøkonom i tænketanken Kraka Niels Storm Knigge mener, at Mette Frederiksens udsagn er overdrevet, men at substansen i udsagnet er korrekt.

»Det er utjekket at komme med et overdrevet tal. Men substansen af det, at med så lav en vækst i det offentlige forbrug, som Pape lægger op til, så vil der som udgangspunkt komme færre offentligt ansatte, er god nok,« siger Niels Storm Knigge, som selv har arbejdet med økonomiske modeller i Finansministeriet.

Et mere korrekt tal er ifølge ham 30.000-35.000 færre offentligt ansatte, hvis De Konservatives politik gennemføres.

B.T. har bedt Statsministeriet om en kommentar til økonomernes udtalelser, men det har Statsministeriet ikke ønsket at levere.

Efter debatten søndag konfronterede DR statsministeren med tallene.

DR: Du siger, at hans (Søren Pape Poulsen, red.) plan vil betyde, at der skal fyres 40.000 ansatte i den offentlige sektor. Vi må forstå, at baggrunden er et svar fra Finansministeriet, men det har jo ikke gennemregnet De Konservatives plan. Er det ikke rigtigt, det Søren Pape Poulsen siger, at de tal ikke har noget at gøre med hans plan?

»Nej, for det Søren Pape Poulsen jo grundlæggende siger, det er, at der nærmest skal være nulvækst i den offentlige sektor. Det lyder meget forjættende. Det, man bare skal have med, det er, at der kommer flere ældre i de kommende år,« sagde Mette Frederiksen.

DR: Du beskylder ham for at fyre 40.000 ansatte, det har du vel ingen dokumentation for?

»Det, vi kan se, det er jo, at hvis man vil drive et velfærdssamfund med noget, der svarer til nulvækst eller en lille smule mere, så vil det omsættes i, at rigtig mange mennesker skal fyres. Søren Pape får det til at lyde, som om vi kan drive en helt anden økonomisk politik, uden det får konsekvenser,« sagde Mette Frederiksen.