Sagen om Mike Fonseca, der er blevet smidt ud af Moderaterne, fordi han har et seksuelt forhold med en 15-årig pige, har øjensynligt sat tankerne i gang hos landets statsminister.

Tirsdag eftermiddag svarede statsminister Mette Frederiksen på pressens spørgsmål på et kort pressemøde i kølvandet på Folketingets spørgetime. 

Og B.T.s spørgsmål fik statsministeren til at signalere, at den seksuelle lavalder ikke er mejslet i granit. 

Mette Frederiksen, mener du, at der er brug for, at regeringen overvejer, om lovgivningen om seksuel lavalder skal have et serviceeftersyn?

»Det vil jeg ikke afvise. Det er ikke noget, vi har diskuteret. Jeg synes jo, der er meget, meget forskel på, hvilken alder man har, når man er (seksuelt, red.) sammen med hinanden. Så det er ikke fordi, jeg generelt har et ønske om at løfte den seksuelle lavalder. Men jeg synes, der er meget forskel på, om man er unge sammen, eller om man er unge og voksne (sammen, red.). Og så når vi ikke mere i dag, tak,« lød svaret fra statsminister Mette Frederiksen.

Taget på ordet åbner Mette Frederiksen altså en dør på klem for, at hun og regeringen kunne overveje at indføre en slags differentieret seksuel lavalder, hvor det eksempelvis er lovligt for en 18-årig at have sex med en 15-årig, men ulovligt for en 30-årig at have sex med 15-årig.

Kort forinden stillede B.T. også Mette Frederiksen dette spørgsmål:

Hvorfor er Mike Fonseca ikke velkommen i Socialdemokratiets folketingsgruppe, når du fandt Jeppe Kofod værdig til at indtræde som udenrigsminister i din rene S-regering?

Det spørgsmål ønskede Mette Frederiksen ikke at gå dybere ind i, men henviste kortfattet til at partiets gruppeformand har gjort det klart, at Mike Fonseca ikke har en fremtid hos Socialdemokratiet.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.