Det er de færreste forundt at være privat gæst til dronning Margrethes nytårsmiddag.

Men igen i år var dronningens nære veninde Birgitta Hillingsø, 83 år, blandt de få gæster til den private nytårsfest på Amalienborg.

Det var en helt særlig aften, siger Birgitta Hillingsø dagen derpå. Ligesom resten af den danske befolkning, fik hun nyheden om, at Dronningen abdicerer 14. januar i år, gennem tv-skærmen.

»Jeg blev forbavset. Jeg vidste jo ikke noget. Det var totalt uventet,« siger Birgitta Hillingsø og tilføjer:

Birgitta Hillingsø i selskab med sin mand, generalløjtnant Kjeld Hillingsø. 
Birgitta Hillingsø i selskab med sin mand, generalløjtnant Kjeld Hillingsø.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var også lidt trist på en måde. Nu kommer der en ny generation til, og vi er på vej ud. Det forstår man bedre, når man er blevet 80 år. Når man bliver 80, går det på en eller anden måde rigtig hurtigt. Du kan ikke nå det, du gerne vil, og du kan ikke få dine sokker på. På den måde er det jo meget sjovt for dronningen at opleve at have en søn, der bliver konge.«

Den oplevelse fik Frederik IX ikke. 

Han overlod først tronen til dronning Margrethe ved sin død 14. januar 1972, og selv om det ifølge Birgitta Hillingsø ikke blev nævnt direkte under nytårsmiddagen med Dronningen, lader hun skinne igennem, at det kan have spillet ind på Dronningens beslutning om at trække sig tilbage.

»Det var en meget hyggelig aften, og naturligvis blev der talt om det (Dronningens abdikation, red.). Vi var allesammen meget bevidste om det og kom med bemærkninger og kommentarer. Og jeg synes, det er en klog beslutning, Dronningen har truffet,« siger Birgitta Hillingsø.

Nytårsmiddagen hos dronning Margrethe sluttede ved et-tiden og blev rundet af med at skåle nytåret ind og en bid natmad, fortæller Birgitta Hillingsø.

Ud over Birgitta Hillingsø var parret Bente Scavenius og Joen Bille samt Dorte Foss med som gæster til Dronningens private nytårsmiddag.