Når de store politiske forhandlinger spidser til, er det ikke bare ønsker og ultimative krav, der er afgørende for et succesfuldt forlig. Ofte er politikernes interne relationer helt afgørende, fortæller Pia Kjærsgaard og flere andre toppolitikere. Blandt andet om dengang, hvor to ministre brød ud i sang for at løsne stemningen.

Det var sen aften.

Flere og flere dokumenter blev båret ind på bordet. Rundt om det sad en række politikere herunder daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard og daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Politikerne skelede til uret. Forhandlingen var tæt på afsluttet.

En ny stak papirer blev båret ind, og pludselig udbrød Pia Kjærsgaard:

»Nej hør nu, det her kan Dansk Folkeparti overhovedet ikke acceptere. Vi må sætte forhandlingerne i bero og gå hjem og sove på det. Det her er fuldstændigt uacceptabelt.«

Lars Løkke Rasmussen var målløs. Det havde han ikke ventet. Men Pia Kjærsgaards timeout var ikke et taktisk træk i armlægningen om næste års finanslov.

Det handlede om noget helt andet.

Lars Løkke Rasmussens søn fyldte nemlig 18 år den dag. Den daværende finansminister ville derfor gerne hjem, men han følte ikke, han kunne tillade sig det. Derfor ville Pia Kjærsgaard yde en gestus til en politisk kollega, som godt nok repræsenterede helt andre synspunkter på mange politiske områder, men som hun havde opbygget stærke personlig relation til gennem mange forhandlinger.

»Jeg tænkte, at vi bliver nødt til at lave et break, så han kunne komme ud af døren og hjem til den fødselsdag. Ens barn fylder kun 18 én gang, og jeg ved, at han efterfølgende har sat stor pris på det, da han fandt ud af det. Men det manglede da bare, ikke? Det er sådan nogle ting, man godt kan gøre for hinanden,« siger Pia Kjærsgaard i dag.

Episoden er ét eksempel på, hvor afgørende relationer er i politik, mener Pia Kjærsgaard, der i dag er formand for Folketinget.

»Det er meget svært at sidde og forhandle med nogen, man overhovedet ikke har kemi med. Det er ikke bare tørre tal og tekniske finesser. Det er også personlige relationer og det, at man har tillid til hinanden, der er afgørende,« siger hun.

Samtidig kan en god relation betyde, at man lettere kan sluge »et par kameler« under en forhandling, fortæller Kjærsgaard.

»For så er man sikker på, at man får noget igen på et andet tidspunkt,« lyder det.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen, men Pia Kjærsgaard er ikke den eneste, der understreger vigtigheden af personlige relationer i politik.

I TV-programmet »Statsministrene« på DR 1, siger den forhenværende konservative statsminister Poul Schlüter, at personlige relationer er afgørende.

»Jeg har haft mange venner i politik. Også i andre partier. Det har stabiliseret min position,« lyder det den længst siddende statsminister i nyere tid i programmet.

Her nævner han især leder for de Radikale Niels Helveg-Petersen, som han spillede bridge med, som en nær og tæt relation.

»Der lærte vi rigtigt hinanden at kende. Da vi kom til den afgørende regeringsdannelse, da Anker (tidligere S-statsminister, Anker Jørgensen, red.) gik af, spillede det en rolle, at jeg kendte Niels Helveg så godt, og at han kendte mig så godt. Vi kunne tale helt åbent og direkte sammen. Det holdt mens, jeg var i regeringen. Det var en kovending i dansk politik, at de Radikale kunne støtte en borgerlig regering.«

Poul Schlüter bliver i programmet suppleret af tidligere statsminister fra Venstre Anders Fogh Rasmussen:

»Det afgørende – også i international politik – er de personlige relationer. De spiller en meget større rolle, end folk tror.«

»Politik skal ikke være et »nulsumsspil«

En anden toppolitiker, der også hæfter sig ved vigtigheden af personlige relationer, er Mogens Lykketoft, tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere finansminister under Poul Nyrup Rasmussens regeringstid.

Han slår ligeledes fast, at personlige relationer er vigtige. Der skal være »personlig kemi mellem folk«, hvis forhandlingerne skal glide, siger Mogens Lykketoft.

Han understreger, at politikere under forhandlinger både skal gøre sig klart, hvad deres eget mål er, men samtidig forsøge at sætte sig ind i modpartens tankegang og prioriteter. Politik skal ikke være et »nulsumsspil«, siger han:

»Det er ikke godt, hvis den ene absolut skal vinde og den anden absolut tabe. Det er de samme mennesker, man skal forhandle med senere hen. Det gælder om at skabe en atmosfære, hvor begge parter får noget til gode og samtidig kan se sig selv og hinanden i øjnene.«

Han fortæller om en episode i 1996, hvor han og forhenværende formand for Centrum-Demokraterne og minister under både Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen Mimi Jakobsen pludselig brød ud i sang under en forhandling.

Mogens Lykketoft var finansminister, og de Konservative var indkaldt til forhandlinger. Men daværende K-formand Hans Engell havde ikke folketingsgruppen med sig, skulle det vise sig.

»Vi troede egentligt, det kunne lade sig gøre. Men da de Konservative mødte op til forhandlingerne, kunne vi mærke, at der var meget stor modstand i hans (Hans Engells, red.) gruppe.«

Forhandlingerne blev trukket i langdrag og embedsmænd kom ind og forklarede »op og ned ad stolper«, fortæller Mogens Lykketoft.

»Mimi og jeg kunne se, at det ikke blev til noget. Så pludselig brød vi ud i sangen »Jeg er en spillemand fra Sveriges land«. Så sagde vi godnat, og næste dag måtte de Konservative sige, at det ikke kunne hænge sammen for dem. Men stemningen var blevet lettet af sangen.«

Ved en anden lejlighed under en forhandling erindrer Mogens Lykketoft også, hvordan den gode stemning mellem politikerne var afgørende for en aftale.

Året var 1995, og Mogens Lykketoft var også dengang finansminister, og denne gang lykkedes det at få de Konservative med i en aftale.

Men før aftalen kom i hus, mødte Hans Engell op til sidste forhandling med endnu et krav: De Konservative skulle have noget mere til Forsvaret, lød budskabet.

Klokken var tre om natten, da kravet kom, og Marianne Jelved, daværende politisk leder for de Radikale, så bestemt ikke positivt på kravet.

Det blev til en ophidset diskussion mellem de to formænd, og det var Mogens Lykketofts opgave som forhandlingsleder at få de to til at enes.

»Til sidst sagde jeg: Marianne, jeg tror, vi må give de Konservative det her som en krigsomkostning. Så grinte alle, og efterfølgende var der ikke mere energi til at skændes.«

Empati og forståelse

Det er dog ikke hver gang, at det er gået så gelinde for Mogens Lykketoft under forhandlinger. Han erindrer sin tid i opposition, hvor en forhandling brød sammen efter et ministerskifte.

»Den konservative finansminister Palle Simonsen havde præcis den empati og forståelse for modparten, som det krævede.«

Det skal være muligt at kaste ideer op i luften, uden at få dem tilbage i hovedet igen senere hen, siger Mogens Lykketoft:

»Hvis vi stikker den slags samtaler i hovedet på hinanden i den offentlige debat efterfølgende, er det et alvorligt tillidsbrud, som gør det meget vanskeligt at forhandle næste gang.«

Simonsen var ved at forberede en stor aftale, da han forlod posten som finansminister og blev afløst af de Konservatives Henning Dyremose, fortæller Mogens Lykketoft. Det fik fatale konsekvenser for aftalen.

»Dyremose havde jeg ikke nær det samme forhold til. Jeg havde indtrykket af, at han ville snyde mig. For ham var politik et nulsumsspil.«

Aftalen faldt til jorden, og Dyremose lavede en aftale uden Socialdemokratiet.

»Vi kunne slet ikke være kommet udenom at lave en aftale, hvis Palle Simonsen var blevet siddende som finansminister. I min opfattelse af historien havde det meget mere med kemien at gøre end med indholdet i aftalen.«