I 2021 fremsatte Dansk Folkeparti et forslag, der potentielt kunne have hjulpet med genopbygningen af Børsen.

Men dengang blev det afvist af daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der i dag er beskæftigelsesminister.

Nu håber partiet, at branden på Børsen har givet »fornyet omtanke« for »vigtigheden af ikonisk dansk kulturarv.«

Det siger Dansk Folkepartis kulturordfører Mikkel Bjørn, der nu vil genfremsætte et forslag om at 3D-scanne vigtige, historiske bygninger, så de er sikret for eftertiden, hvis de for eksempel skulle blive ramt af en brand som den på Børsen.

Anledningen til DF's forslag var en anden ødelæggende brand i Frankrig. 

'Få år før den tragiske brand i Notre Dame-katedralen i Paris havde en entusiast tilfældigvis lavet en 3D-model af den ikoniske katedral. Den model danner nu grundlag for, at man kan realisere genopbygningen,' skrev partiet som begrundelse for, at man også burde lave 3D-modeller af Danmarks historiske bygninger. 

Mikkel Bjørn kalder det »en skam«, at Dansk Folkepartis forslag i sin tid blev afvist. 

Nu frygter han for andre ikoniske bygninger.

»Der er ikke nogle sikkerhedsmekanismer, der gør, at vi ikke kan miste dem i morgen, hvis ikke der er 3D-scanninger af dem. Uden sådanne scanninger kan vi ikke rekonstruere dem, og vi har heller ingen dokumentation for, hvordan de har set ud i tilfælde af eventuelt hærværk, terror eller brand,« siger Mikkel Bjørn til B.T.

Da Ane Halsboe-Jørgensen afviste forslaget i 2021, var det med en begrundelse om, at 3D-teknologi ikke kunne gengive alle detaljer ved en bygning, og at det derfor mest skulle ses som et supplement til originale tegninger, opmålinger og fotografier.

Et andet argument fra Ane Halsboe-Jørgensen var udgifterne. Det ville koste 44 millioner kroner, hvis man for eksempel ville 3D-scanne Slots- og Kulturstyrelsens portefølje af cirka 30 ejendomme.

Disse ejendomme omfatter blandt andet Amalienborg, Christiansborg Slot, Søfortet Trekoner, Esrum Kloster og Fredensborg Slot og slotshave.

Skulle man 3D-scanne et bredere udvalg af bygninger, ville prisen være højere, lød det fra daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Mikkel Bjørn giver dog ikke meget for det argument.

»44 millioner er jo småpenge i det store statsbudget og i forhold til, hvad vi ellers bruger på renovering og eventuel rekonstruktion af historiske bygninger. Det virker som en meget beskeden udgift i forhold til, hvad der er af gevinst ved at have den slags fuldstændige optegninger over vigtige, historiske bygninger, som 3D-scanninger giver,« siger han.

Da Mikkel Bjørn tirsdag skrev et opslag på X, hvor han kritiserede, at Dansk Folkepartis forslag fra 2021 var blevet afvist, fik han kritik fra flere brugere for at politisere branden på Børsen.

»Jeg synes ikke, at det er en politisering af branden på Børsen. Det er bare en reaktion på, at der nu er sket noget, som risikerer at få store omkostninger for Danmark. Og så havde det jo været godt at have de her 3D-scanninger af Børsen,« svarer kulturordføreren.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Ane Halsboe-Jørgensen. Det er ikke lykkedes.