Niels Dueholm, socialdemokratisk borgmesterkandidat i Viborg Kommune, har besluttet at trække sig.

Han stopper som borgmesterkandidat og kommer heller ikke til at genopstille ved kommunalvalget i november.

Det oplyser han ifølge TV Midtvest i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer i kølvandet på, at borgmesterkandidaten sendte en upassende mail ud til blandt andet byrådsmedlemmer og byrådskandidater i kommunen.

»Jeg har sovet på sagen og er nået frem til den konklusion, at jeg trækker mig som spidskandidat, idet jeg ikke vil være anledning til yderligere splittelse i partiet lokalt,« siger han ifølge mediet i pressemeddelelsen.

Overskriften på den omtalte mail var: 'Se vores nye hjemmeside', og den blev fulgt af et link til en hjemmeside, der så socialdemokratisk ud.

Men hjemmesiden var enten falsk eller hacket, og når man klikkede på hjemmesiden, røg man videre til en video med pornografisk materiale.

Mailen var angiveligt sendt som en spøg, men sådan blev den bestemt ikke modtaget.

Niels Dueholm fik oven på episoden en skarp påtale fra Socialdemokratiets partisekretær, og var ude og undskylde for sin handling.

Kritikken fortsatte dog ifølge TV Midtvest. Endda i så voldsom en grad, at partiets fællesledelse har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor de skulle blive enige om, om de ville udtrykke tillid eller mistillid til Niels Dueholm.

Generalforsamlingen skulle have været afholdt 10. juni, men borgmesterkandidaten kom altså beslutningen i forkøbet.

Dermed skal Socialdemokratiet på jagt efter en ny borgmesterkandidat til Viborg Kommune.