Der er stadig ikke styr på opkrævningen af boligskat.

Det erkender underdirektør i Vurderingsstyrelsen Claus F. Houmann nu direkte over for en af de berørte borgere.

B.T. afdækkede onsdag i sidste uge, at en række borgere i deres forskudsopgørelse for 2024 står til at skulle betale boligskat – den såkaldte grundskyld – af en bolig, de solgte i 2023 og derfor selvsagt ikke længere ejer.

Inden weekenden ville fejlen været rettet, lød det fra styrelsen, og fredag aften klokken 19.50 skrev styrelsen til B.T., at:

»Det har været vores førsteprioritet at lokalisere og rette fejlen. Fejlen er nu lokaliseret og rettet.!«

Men som B.T. kunne skrive mandag formiddag, er fejlen stadig ikke rettet. 

Her fortalte Lars Andersen fra Syddjurs, at han til sin store frustration fortsat står til at blive opkrævet boligskat af et hus, han solgte sidste år.

Kort efter B.T. havde talt med Lars Andersen, fik han et uventet opkald.

Claus F. Houmann, underdirektør i Vurderingsstyrelsen. 
Claus F. Houmann, underdirektør i Vurderingsstyrelsen.  Foto: Foto: Bjarne Luthcke
Vis mere

I den anden ende af røret var underdirektør i Vurderingsstyrelsen Claus F. Houmann, fortæller Lars Andersen.

»Han sagde, at i lige netop min situation var der opstået en ny fejl. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. For den nye fejl har jo nøjagtig den samme konsekvens for mig: Nemlig, at jeg nu kommer til at betale grundskyld i januar 2024 for et hus, jeg ikke ejer,« siger Lars Andersen og fortsætter:

»Det var han rigtig ked af, og det beklagede han i meget klare vendinger. Han var presset og irriteret over, at han står i den situation. Men det kan ikke være rimeligt, at jeg som borger skal være klemt mellem offentlige myndigheder og nu kommer til at betale grundskyld af en ejendom, jeg ikke ejer.«

Lars Andersen mener, at det ville klæde Vurderingsstyrelsen at gå offentligt ud med en beklagelse:

»De burde gå ud og sige, at de beklager, at de torsdag for åben skærm (i TV Avisen på DR, red.) lovede de berørte borgere, at fejlen ville være rettet inden weekenden.«

Underdirektør Claus F. Houmann gav under telefonsamtalen ifølge Lars Andersen indtryk af, at Lars Andersen var et unikt tilfælde.

Men det er ikke tilfældet.

Også Søren Bak Nielsen, 60 år og fra Grenå, sidder mandag fortsat med en fejlbehæftet forskudsopgørelse i hånden.

Et fortsat ukendt antal tidligere boligejere er ranmt af nyt it-kaos i Vurderingsstyrelsen. 
Et fortsat ukendt antal tidligere boligejere er ranmt af nyt it-kaos i Vurderingsstyrelsen.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har intet modtaget, så fejlen kan blive rettet. Det kan godt være, at det er irriterende for underdirektøren i Vurderingsstyrelsen, at systemet ikke virker. Men det er da mere irriterende for os borgere,« siger han.

Søren Bak Nielsen solgte sit hus sidste efterår. 

»Det mest horrible i det her er, at man ikke selv kan gå ind og rette fejlen, og at det heller ikke kan gøres manuelt af Vurderingsstyrelsen.«

»Og så kan man heller ikke komme i kontakt med dem. Jeg har prøvet at komme igennem en time her til middag (mandag ved 12-tiden, red.). Man får ikke et nummer i køen eller noget. Du får ingenting, og man får det indtryk, at man bliver ignoreret,« siger Søren Bak Nielsen.

Han konstaterer, at der nu vil blive trukket grundskyld af en ejendom, han ikke længere ejer, når han modtager sin lønseddel for januar.

»Lønnen er jo kørt ude hos arbejdsgiverne nu. Min kone laver løn, og de fleste steder er skæringsdatoen for janaurlønnen altså overskredet. Så jeg kommer til at låne penge ud til staten og får dem så tilbage, når de engang har fået det rettet.«

B.T. har siden mandag morgen bedt Vurderingsstyrelsen kommentere, hvorfor fejlen endnu ikke er blevet rettet. B.T. afventer fortsat svar.

Vurderingsstyrelsen har endnu ikke ønsket at oplyse, hvor mange borgere, der er ramt af den nye it-fejl.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: