Det er ikke fredag sidst på eftermiddagen, man skal sætte kogevasken over, tørretumble håndklæderne og sætte stegen i ovnen.

I hvert fald ikke hvis man ønsker at holde elregningen nede.

Fredag mellem klokken 17-18 rammer prisen for én kWh nemlig rekordhøje 7,55 kroner inklusive afgifter og transport. Her kan en enkelt tørretumbling altså hurtigt løbe op i cirka 15 kroner.

Det er mere end et år siden, at elprisen var oppe på det niveau, som den rammer fredag, viser data fra Energidataservice, skriver Børsen. Helt præcis skal vi tilbage til 16. december 2022.

Det er den bidende kulde hos især vores nordiske naboer i Norge, Sverige og Finland, der presser elprisen op, påpeger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent hos Green Power Denmark.

Det er elkunder øst for Storebælt, der rammes af de tårnhøje elpriser, mens danskere vest for Storebælt slipper nådigt.

Elpriserne i det østlige Danmark er nemlig tæt knyttet til priserne i Norden.

»Det er rigtig koldt i Norden, og det øger elforbruget ganske betragteligt i Norge, Sverige og Finland. Kulden kulminerer i morgen (fredag, red.), hvor der heller ikke er så meget vind, særligt når vi når aftenstid i morgen,« skriver han i en kommentar til Børsen.

Sne og kulde har ramt Danmark og resten af Norden. 
Sne og kulde har ramt Danmark og resten af Norden.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I Finland ventes der temperaturer helt ned til minus 35 grader de kommende dage, og herhjemme kan vi få helt ned til minus 20 grader i nattetimerne i weekenden. 

Elprisen får et ekstra nøk op fredag, fordi mange kraftværker har ligget stille og nu skal startes op, så de kan sende ekstra el ud i elnettet.

Koldstarten af kraftværkerne kræver ekstra brændsel og presser prisen ekstra højt op i nogle få timer.

Fredag klokken 18-19 er prisen faldet til 5,91 kroner pr. kWh i Østdanmark.

Prisen falder støt og roligt hen over fredag aften, og mellem klokken 21-22 er prisen igen nede i mere spiselige 2,79 kroner inklusive afgifter, nettarif og moms. 

Det viser tal, som B.T. har indhentet hos Andel Energi.