Danske husejere kan godt lade champagnepropperne springe.

De har nemlig udsigt til markante prisstigninger på deres mursten i år. I hvert fald hvis man skal tro nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen, som onsdag formiddag fremlagde bankens prognose for dansk økonomi.

Huspriserne vil ifølge prognosen stige med mærkbare 3,7 procent i år. Det betyder, at en gennemsnitlig husejer med et hus på 140 kvadratmeter alene i år vil opleve at huset bliver 82.000 kroner mere værd, viser beregninger, som Nordea har foretaget for Euroinvestor og B.T.

»Boligejerne kan være godt tilfredse, hvis Nationalbanken får ret i sin nye husprisprognose,« siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

Nationalbanken vurderer, at huspriserne vil stige med yderligere 1,6 procent i 2025 og 2,4 procent i 2026.

Får Christian Kettel Thomsen har i sin prognose, vil den gennemsnitlige husejer ved udgangen af 2026 kunne sælge sit hus for 175.000 kroner end ved indgangen til 2024.

Det er ifølge Lise Nytoft Bergmann den høje beskæftigelse, aftagende inflation og pæne reallønsfremgang, der driver huspriserne op.

Man skal dog være opmærksom på, at der er tale om gennemsnitstal, at der historisk set og med al sandsynlighed også fremadrettet vil være store geografiske forskelle på, hvordan huspriserne vil udvikler sig i forskellige egne af landet.

Udsigt over boligkvarter i Valby i København. 
Udsigt over boligkvarter i Valby i København.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Husejerne i de store byer - bortset fra ejerne af de allerdyreste huse i liebhaverkommunerne (fx Gentofte Kommune, red.), som bliver ramt af boligskattereformen - kan se frem til både højere stigninger i procent og i kroner. Urbaniseringen vil fortsætte i de kommende år, og det vil afspejle sig sig i prisudviklingen,” siger Lise Nytoft Bergmann.

Husejere i billige områder kan på den baggrund se frem til mindre stigninger, stagnation eller ligefrem tilbagegang i huspriserne.

»Når man bor et billigt sted og ikke får så stor del i værdistigningerne på boligmarkedet, kan man i stedet kigge efter andre steder at få en gevinst, for eksempel på aktiemarkedet - og så skal man altså huske, at man man primært har en bolig for at bo i den,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Nationalbankens prognose flugter nogenlunde med Nordeas forudsigelser.

Husejerne på for eksempel Lolland skal ikke forvente prisstigninger på samme niveau som boligejerne i København og andre store byer. 
Husejerne på for eksempel Lolland skal ikke forvente prisstigninger på samme niveau som boligejerne i København og andre store byer.  Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nordea forventer, at huspriserne vil stige med tre procent i år og med 2,7 procent i 2025, mens Nordea afholder sig fra at spå om huspriserne i 2026, betoner Lise Nytoft Bergmann:

»Overordnet er vi på linje med Nationalbanken, når man ser på 2024 og 2025 sammenlagt. Vi tror, at huspriserne vil stige lidt mindre i år end Nationalbanken. Til gengæld tror vi, at de vil stige lidt mere end Nationalbankens prognose siger næste år.«