Danske boligejere kan godt trække en ekstragod flaske rødvin op i påsken. Huspriserne vil nemlig stige ganske pænt i år og dermed polstre boligejerne med lune friværdikroner.

I hvert fald hvis man skal tro Nationalbankens nye prognose for dansk økonomi, som netop er blevet offentliggjort.

Her vurderer Nationalbanken, at huspriserne i gennemsnit vil stige med ganske pæne 3,7 procent i år svarende til cirka 80.000 kroner for et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter.

I dyre områder som København, hvor et gennemsnitligt hus i dag koster over seks millioner kroner, kan boligejerne se frem til en friværdigevinst på cirka 250.000 kroner.

I 2025 vurderer Nationalbanken, at væksten i boligpriserne bliver mere moderat og vil lande på 1,6 procent for så at stige til 2,4 procent i 2026.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvor meget lid man kan fæste til prognosen, som blandt andet bygger på skøn over renteudviklingen, som altid er forbundet med ganske stor usikkerhed.

Da Nationalbanken for et år siden gik ud med en lignende prognose, vurderede banken, at huspriserne ville falde med hele 9,4 procent 2023.

Det har vist sig at være en pilskæv vurdering. 

Bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, har nemlig netop offentliggjort tal for prisudviklingen for huse i 2023. Da regnebrættet blev gjort op, viste det sig, at priserne steg med hele 3,6 procent sidste år.

Nationalbanken, som bruger en anden opgørelsesmetode, når selv frem til, at huspriserne faldt med 0,4 procent sidste år og skød altså efter egen regnestok hele 9,0 procentpoint forbi sit eget bedste skøn.